Sådan sparer du skattekroner inden nytår

6. december 2019 19:01 | Af: Jonathan Lykke Lilmoës, jl@newsbreak.dk og Ritzau Info

Gør status over pensionsåret i december - især hvis du betaler topskat eller har mindre end fem år tilbage på arbejdsmarkedet.

2019 lakker mod enden, og derfor bør du kigge på, hvad du har betalt i pensionsbidrag i løbet af året.

(Artiklen fortsætter under videoen)

For selv om det er kedeligt at kigge på økonomi midt i den festlige juletid, kan der være tusindvis af kroner at spare, hvis du gør årsstatus.

– December er højtid for, at man kigger sine skatteforhold og pension igennem. For hvis man skal nå at justere noget i forhold til fradrag eller indbetaling, skal det ske nu, siger Dan Løkke, der er uvildig rådgiver og ansvarlig for pension i Arvad Finanshus.

Det vil blandt andet være aktuelt, hvis du betaler topskat.

Undgå topskat

Hvis du tjener mere end 40.000 kroner om måneden, kan du nemlig typisk reducere eller helt undgå at betale topskat, hvis du i stedet indbetaler pengene på din pension.

Og når pengene engang bliver udbetalt, bliver de sandsynligvis kun beskattet med bundskat.

– Så i forhold til fradrag kan man kigge på, om man allerede har fyldt op til beløbsgrænsen, eller om man vil booste sin pensionsopsparing yderligere, siger Carsten Holdum, der er forbrugerøkonom hos PFA Pension.

Optimér fradrag

Den samlede beløbsgrænse hedder 71.500 kroner – inklusiv ATP – for en ratepension eller en livsvarig pension.

Så hvis du i indeværende år har indbetalt mindre end det, kan du overveje, om du vil optimere dit fradrag ved at booste din pension.

– Hvis du eksempelvis kan undvære 20.000 kroner sidst på året, kan du få arbejdsgiveren til at betale dem direkte ind på din arbejdsmarkedspension. Men fradraget tilhører skatteåret 2019, så det er sidste udkald, siger Dan Løkke.

Skal være inden nytår

Pengene skal både være indbetalt og registreret hos Skattestyrelsen i indeværende år.

– Hvis din decemberløn allerede er kørt, skal du selv kontakte pensionsselskabet, siger Dan Løkke.

Hvis du har fem år eller mindre til pensionsalderen, kommer en anden mulighed også i spil. Her kan du nemlig indbetale op til 48.000 kroner om året på en såkaldt aldersopsparing.

Det vil eksempelvis være en fordel for dem, der betaler bundskat, fordi modsat rate- eller livspensionen bliver aldersopsparingen ikke modregnet i folkepensionens tillægsbeløb.

– Kort sagt gælder det om hvert år at optimere alle de fradrag, man kan. For mange bække små gør en stor å – især når det gælder pensionen, som man sparer op til over mange år, siger Carsten Holdum.

Andet vigtigt nyt

For nogle er folkepensionsalderen et skæringspunkt, som indikerer en øjeblikkelig tilbagetrækning fra arbejdsmarkedet.

Men for andre passerer tidspunktet næsten ubemærket, og de vil hellere end gerne fortsætte deres aktive arbejdsliv.

Hører du til den sidste gruppe, har du muligvis også fulgt med i, at Folketinget i november vedtog et lovforslag, som giver dig mulighed for at tjene flere kroner ved siden af folkepensionen – uden at blive modregnet.

Men hvad betyder de snirklede lovtekster helt præcis for dig?

1) Højere bundfradrag

Helt konkret bliver bundfradraget hævet fra 100.008 kroner til 122.004 kroner om året, oplyser Beskæftigelsesministeriet.

Det betyder, at du kan tjene flere penge ved arbejdsindkomst, uden at der bliver taget en tilsvarende bid af din folkepension.

– Hvis man overvejer at arbejde længere, så er der nu en økonomisk gulerod, der giver en pæn gevinst, siger forbrugerøkonom Carsten Holdum fra PFA Pension.

2) Kontant gevinst for at blive

Og det er faktisk ikke det eneste. Der venter også en større kontant præmie til dem, der arbejder videre efter folkepensionsalderen.

Som det er nu, kan man som senior få en kontant præmie på 30.000 kroner i hånden skattefrit, hvis man i gennemsnit arbejder 30 timer om ugen det første år efter pensionsalderen.

Men den bliver altså nu skruet op til en bonus 42.000 kroner.

– De 30.000 kroner var i sig selv et rigtig godt regnestykke, og nu er den altså sat op, siger Carsten Holdum.

3) Ekstra kontant præmie

Som noget helt nyt venter der nu også 25.000 kroner året efter, hvis du fortsat arbejder gennemsnitligt 30 timer om ugen.

– Din folkepensionsdato træder i kraft den første i måneden efter din fødselsdag. Og så beregner man det over de efterfølgende 12 måneder, forklarer forbrugerøkonomen.

Hen over de 12 måneder kan du fordele timerne, som du vil, så længe gennemsnittet bliver 30 timer om ugen.

– Man kan lægge en plan om at blive ti måneder på fuldtid og så gå på pension.

– Eller man kan arbejde videre på deltid, så får man måske også tid til noget andet i livet, det er der en del der er interesserede i, siger Carsten Holdum.

x
Del din kommentar
Forsiden lige nu