ANNONCE

Sparet op i tre år: Skole dropper Kina-tur

1. februar 2020 12:24 | Af: Nicklas Skyum Clausen, nc@newsbreak.dk

Elever på Vitaskolen Bohr i Esbjerg havde sparet op til en studierejse til Kina i tre år. Nu er den aflyst.

I 9.U på Vitaskolen Bohr i Esbjerg havde de glædet sig og sparet op i tre år – og til marts skulle klassen endelig på studietur til den kinesiske venskabsby Suzhou i Kina.

Men nu er turen aflyst, skriver TV Syd. Det skyldes den smitsomme coronavirus.

– Vi blev alle sammen rimelig øv over det, fortæller Mathilde Ølgaard Jakobsen, der går i 9.U på Vitaskolen Bohr i Esbjerg til TV Syd.

Turen blev aflyst, da de kinesiske værter ikke turde tage ansvaret for de unge esbjergensere. Suzhou ligger omkring 700 kilometer fra Wuhan, hvor sygdommen brød ud.

Eleverne fortæller også, at kinesiske myndigheder har valgt at lukke den skole, som eleverne fra Esbjerg skulle have besøgt.

Vitaskolen Bohr har ligeledes besluttet, at eleverne ikke bør sendes til Kina.

259 døde

Antallet af dødsfald som følge af det nye og dødelige coronavirus stiger med 46 i Kina, hvilket er det hidtil højeste antal dødsfald på et døgn.

Således har 259 personer mistet livet, mens 11.791 personer er smittet i landet.

Det oplyser de kinesiske sundhedsmyndigheder natten til lørdag dansk tid.

Nye lande ramt

Der er desuden blevet påvist nye tilfælde udenfor Kina, hvor flere end 20 lande er berørt af smitten.

Virusset, der har sit epicenter i den kinesiske millionby Wuhan i Hubei-provinsen, har spredt sig til otte europæiske lande. Herunder Tyskland, Frankrig, Sverige, Finland, England, Rusland, Italien – og senest er der konstateret et tilfælde i Spanien.

Her er mand fra den spanske ø La Gomera smittet. Han har været i kontakt med en tysk mand, som efterfølgende fik konstateret virusset.

Danskere reddet hjem

Kina har lukket en lang række butikker og attraktioner som følge af virusset. Ligeledes er fly fra Wuhan blevet begrænset.

USA meddelte fredag, at det ikke vil lade udlændinge, som inden for de seneste to uger har været i Kina, rejse ind i landet.

Fire danskere er blevet evakueret fra Kina efter virusudbruddet. Fredag aften landede de – to dansk-kinesiske par – i Roskilde Lufthavn.

Senere vil yderligere ti danskere blive fløjet hjem til Danmark. De vil ankomme til Europa tidligst søndag.

International sundhedskrise

FN har desuden rykket næste runde af forhandlinger om en global biodiversitetsaftale den 24. februar fra den kinesiske by Kunming til Italiens hovedstad, Rom. Det sker som resultat af coronavirusudbruddet.

FN er nået frem til den beslutning i samarbejde med den kinesiske regering. Kunming er stadig vært for hovedforhandlingerne i oktober.

Et ekspertpanel i Verdenssundhedsorganisationen (WHO) erklærede torsdag, at det smitsomme coronavirus udgør en international sundhedskrise.

ANNONCE

ANNONCE
Del din kommentar
Forsiden lige nu