Sparkede efter biler: Endte med knivstik i ansigtet

21. oktober 2017 09:40 | Af: Matias Mortensen, mm@newsbreak.dk

En 27-årig mand gik amok foran bar natten til lørdag.

En 27-årig mand med rocker-relationer opførte sig ifølge Fyns Politi særdeles aggressivt, efter han omkring klokken to natten til lørdag blev bortvist fra Cafe Viggo i Odense. Episoden endte med, at en 34-årig mand blev stukket to gange med en kniv.

Fyns Politi beretter i en pressemeddelelse, at den 27-årige efter bortvisningen hidsede sig mere og mere op på gaden foran beværtningen. Han forsøgte at starte slagsmål med flere forskellige personer, og han sparkede ud efter en bil, som kørte forbi.

Se flere videoer hos Local Eyes

Den 27-årig endte til sidst med, at lade sin vrede gå ud over en 34-årig mand, som formentlig forøgte at få ham til at falde ned.

– Det resulterede til sidst i, at der opstod tumult mellem den 27-årige og en 34-årig mand. Herunder trak den 27-årige en kniv og stak den 34-årige 2 gange, én gang i venstre side af brystet og én gang i ansigtet omkring kinden, skriver Fyns Politi.

Den 34-årige mand blev hastet på hospitalet, hvor han meldes uden for livsfare.

Politiet kom hurtigt frem til stedet og anholdt den 27-årige. En jævnaldrende kammerat til den anholdte endte også i politiets varetægt.

– I forbindelse med anholdelsen blandede en 27-årig kammerat til gerningsmanden sig, idet han tildelte forurettede et spark i ansigtet, alt imens politiet håndterede den første gerningsmand. Denne 27-årige blev også straks anholdt. Ved visitationen blev han også fundet i besiddelse af en kniv, beretter Fyns Politi.

De to anholdte mænd har ifølge politiet relation til rockergrupperingen AK-81, men knivoverfaldet menes ikke at bunde i bandekonflikt.

Politiet har sigtet den ene anholdte for drabsforsøg og den anden for vold. De bliver begge fremstillet i grundlovsforhør i løbet af lørdagen.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu