ANNONCE

Spice din drink op med hjemmelavet tonic

20. december 2020 13:32 | Af: Ritzau Fokus

Skru op for den klassiske gin og tonic med lækre smage og din egen hjemmelavede tonic. Så er den også nytårsklar.

Spice din drink op med hjemmelavet tonic
Vil du skrue lidt op for den klassiske gin og tonic, kan du nærmest ikke gå galt i byen med citrusfrugter eller havens krydderurter, siger Zander Lauritzen Hansen, som er formand for Dansk Bartender Laug. Foto: Sophia Juliane Lydolph/Scanpix

Først virkede det som et pust fra fortiden, da gin og tonic vendte tilbage som en favoritdrink på de hippe barer.

Men siden har den ikoniske drink indtaget både ganer og hjemmebarer verden over. Og der er ingen udsigt til, at gin-feberen er ved at gå over.

Der er også masser af muligheder for at variere klassikeren – eller kaste sig ud i at lave sin egen tonic.

– Gin og tonic er en ret fantastisk sammensætning, for du kan udfolde smagsnuancerne ved at tilføje lidt ekstra ingredienser, fortæller Zander Lauritzen Hansen, som er formand for Dansk Bartender Laug.

– Få altid en fornemmelse af, hvad der kan være smagsforstærker i din gin og tonic. Har den en god flora i duften, kan du bruge rosmarin og æble. Er den kraftigere – eksempelvis Hendrick’s – kan du bruge agurk, siger han.

Krydderurter en masse

Vil du sørge for, at nytårsgæsterne selv kan mikse deres favoritkombination, så foreslår han et udvalg friske smage og krydderurter.

Det kan være agurk, timian, rosmarin, æble, pære, peber, grape, jordbær, basilikum og ingefær.

Vil du selv blande et sikkert hit, så råder formanden til at fylde et glas med isterninger, hælde fem centiliter kvalitetsgin op, tilsætte en kvist rosmarin og en tynd appelsinskive og toppe med en lækker tonic.

Skal gæsterne overraskes med en festlig variant, så har Zander Lauritzen Hansen også et bud på en opskrift. Den består af fire centiliter gin, 1,5 centiliter honning, tre centiliter koldbrygget kaffe og så toppes drinken med god tonic.

– Det er et felt, hvor kvalitet og pris hænger sammen. Så det er synd at købe en dyr gin og så drukne den i billig tonic – eller omvendt, bemærker Zander Lauritzen Hansen.

Udvalget af tonic er blevet enormt stort, og der er også et hav af smagsvarianter. Så læs på flasken, og overvej, hvordan ingredienserne spiller sammen.

– Har du købt en lækker spansk floral gin og så en tonic med pebersmag, så kommer det ikke til at smage godt sammen, siger han som eksempel.

Dyre dråber

Prisen på tonic kan også ende med at blive tårnhøj, men faktisk kan du lave den selv. Men du skal gøre det, fordi du synes, det er sjovt. For det er et tidskrævende hyggeprojekt på linje med at lave sin egen gløgg.

Du kan også vælge at fokusere på at tilsætte smag til din gin. Det kan du gøre ved at lade smagsgivere trække i et par timer, fortæller Niels Stærup, som er indehaver af kryddersnapse.dk og blandt andet er smagsdesigner på nye snapse- og ginvarianter.

– Til nytår kan man prøve med hindbær, foreslår Niels Stærup.

– Du kan også tilsætte grønne kardemommeskaller, frisk appelsinskal og koriander. Der lader man krydderierne trække i omkring tre timer, og så har man en færdig gin med smag, siger han.

Fakta

Lav dit eget tonicvand

* Du skal bruge 4 stykker citrongræs, 1,5 spiseskefuld kinabark – ikke som pulver – en deciliter vand, en økologisk citron, en økologisk lime, en økologisk appelsin, seks stykker allehånde, 20 gram citronsyre, en halv til en hel stjerneanis og 750 gram sukker.

* Alt undtagen sukkeret kommes i en gryde og koges i 20 minutter. Herefter sis væsken.

* Tilsæt sukkeret til væsken, og varm det op, mens sukkeret røres ud.

* Nu har du en sirup, som kan opbevares længe i en lufttæt beholder i køleskabet.

* Hver gang du vil lave tonicvand, blander du en del sirup med 3 dele iskoldt danskvand.

Kilde: Annette Stærup og Niels Stærup, som er indehaver af kryddersnapse.dk og er smagsdesigner på nye snapse- og ginvarianter.

ANNONCE

ANNONCE
Del din kommentar
Forsiden lige nu