ANNONCE

Spidskandidat anholdt og sigtet

8. maj 2019 17:26 | Af: Jonathan Lykke Lilmoës, jl@newsbreak.dk og Ritzau Info

Jeppe Juhl nægter sig skyldig i sigtelse om, at han som ansvarlig for netmedie skal have delt drabsvideo.

Nye Borgerliges spidskandidat i Københavns Omegns Storkreds, Jeppe Juhl, er blevet sigtet for at have delt drabsvideo fra Marokko-drab. Det oplyser Jeppe Juhl til Berlingske, og han bekræfter det over for Ritzau. Han oplyser samtidig, at han nægter sig skyldig.

Han fortæller, at han onsdag morgen omkring klokken syv blev anholdt, indbragt til afhøring på Station Bellahøj og sigtet.

Ifølge ham selv er han sigtet for som ansvarlig for netmediet NewSpeek at have delt den blodige drabsvideo fra Marokko, der viser et af drabene på en dansk og en norsk kvinde i december.

Dermed er han en af de tre, politiet på Twitter meldte ud, at det havde anholdt og sigtet onsdag.

Nægter pure

Men han nægter pure at have haft noget at gøre med at dele videoen.

– Jeg har intet haft at gøre med NewSpeek i to år. Det tror jeg ikke kræver særlig mange minutters research at finde ud af. Men det har åbenbart været for svært, eller også har de ment, at jeg stadig har haft det. Men det har jeg ikke. Det kan jo så komme frem, hvis jeg nogensinde kommer for retten. Men det gør sagen ikke. Sigtelsen bliver frafaldet, siger Jeppe Juhl til Ritzau.

Han fortæller, at han ikke mener, at videoen bør deles, men at der bør være en debat om det.

– Jeg mener ikke, at den video skal deles. Jeg mener, at det er forfærdeligt for de pårørende til de dræbte. Men til gengæld mener jeg heller ikke, at min mening nødvendigvis kan stå uimodsagt. Det er ikke oplagt, at den ikke har offentlighedens interesse. Hvad med de billeder, der blev vist fra Vietnam?

Forsvarer ikke delingen

Jeppe Juhl understreger, at han ikke forsvarer deling af videoen.

– Jeg kunne aldrig finde på at se den og derfor heller aldrig finde på at linke til den. Men det er faktisk uvedkommende, for det er da en debat værdig, siger han og kalder samtidig anholdelsen for en “overreaktion”.

Som nævnt udsendte politiet et tweet angående anholdelserne.

Tidligere er flere andre blevet sigtet for at have delt videoen, der stammer fra drabssagen i Marokko.

Retssag

Her blev 24-årige Louisa Vesterager Jespersen og Maren Ueland på 28 år slået ihjel under et overfald i Atlasbjergene. De blev stukket med kniv og halshugget. Forbrydelsen er blevet beskrevet som en terrorhandling, og videoen viser angivelig likvideringen.

Retssagen i forbindelse med drabet forventes at begynde den 16. maj. Fra dansk side holdes der øje med sagen, og den danske ambassade vil have en observatør i retten.

I alt er 24 mænd tiltalt i sagen. Mindst tre af dem betegnes som hovedmistænkte og er tiltalt for at have udført selve drabene.

Jeppe Juhl har onsdag eftermiddag selv delt artiklen fra Berlingske på sin Facebook-profil.

ANNONCE

ANNONCE
Del din kommentar
Forsiden lige nu