ANNONCE

Spis dig til et stærkere immunforsvar

24. februar 2020 16:46 | Af: Ritzau Fokus

Gennem kosten kan du fremme bestemte bakterier, som ikke bare holder tarmen, men hele din krop sund.

Forestil dig, at din mave er en kemifabrik med 50.000 milliarder ansatte. Det er dine tarmbakterier.

Hvis du behandler dem dårligt, laver de ravage. Hvis du derimod behandler dem godt, arbejder de for dig.

– Alle ved, hvor magtfulde eksempelvis multiresistente bakterier er. Men de færreste tænker over, at vores tarmbakterier antageligt også har magt til at holde os sunde og raske, siger Oluf Borbye Pedersen.

Han er forskningsleder ved Novo Nordisk Fondens Metabolismecenter under Københavns Universitet og en af verdens førende forskere i sundhedsfremmende tarmbakterier.

Sæt skub i bakterierne

Hvis du vil sætte skub i de gode tarmbakterier, kan du med fordel fylde grøntsager og rodfrugter på tallerkenen.

– Du kan faktisk næsten ikke spise for mange af dem. For det er især de grove, fiberholdige grøntsager, der er guf for tarmens bakterier, siger han.

Kål er også et godt bud på en tarmvenlig fødevare.

– De bakterier, som er gavnlige for dit helbred, er især dem, som lever af kostfibre, fortæller Janne Marie Moll, der er postdoc og forsker i tarmbakterier ved Institut for Bioteknologi og Biomedicin på DTU.

– Så hvis du går efter de grove grøntsager, fodrer du de sundhedsfremmende bakterier, siger hun.

Flavonoider booster

Bær booster også dit immunforsvar. De er nemlig fulde af flavonoider.

– Flavonoider fungerer på lidt samme måde som vitaminer, fordi de har en række gavnlige og sygdomsforebyggende effekter, siger Oluf Borbye Pedersen.

Det er derfor, blåbær kaldes en superfood. Men faktisk er alle bær gode.

– Der er ikke noget belæg for, at blåbær er bedre end jordbær eller morbær. Så man skal bare spise alle de bær og grøntsager, man bedst kan lide, siger Oluf Borbye Pedersen.

Spis bælgfrugter

Giv også bælgfrugter som bønner, kikærter og linser en chance. De sætter nemlig også skub under de gavnlige bakterier.

– Og hvis du ikke kan få det ind som en selvstændig del af kosten, så lav en indisk daal, spis det som hummus, eller brug det som fyld i en suppe eller en kødret, siger Janne Marie Moll.

Undgå forarbejdet mad

Generelt er det dog bedst, hvis maden ikke altid er forarbejdet. For jo mere det er kogt og most, jo mindre skal bakterierne arbejde. Jo grovere, jo bedre.

Her kan du lære af urfolkene i Amazonjunglen og Tanzania. Studier har nemlig vist, at de har en mere mangfoldig sammensætning af tarmbakterier end folk i Vesten.

– Naturfolket spiser overvejende råkost. Hvis man altid kun spiser færdiglavet og varmebehandlet mad, går man glip af alle de sundhedsfremmende mikrober, der er i en rå kost, siger Oluf Borbye Pedersen.

ANNONCE

ANNONCE
Del din kommentar
Forsiden lige nu