ANNONCE

Spøgelsesbilist: To dræbt

2. december 2020 06:20 | Af: Jonathan Lykke Lilmoës, jl@newsbreak.dk

To personer er dræbt i voldsom ulykke sent tirsdag.

Spøgelsesbilist: To dræbt
En spøgelsesbilist skabte ulykke på Herningmotorvejen sent onsdag. Foto: Presse-fotos.dk

Den voldsomme ulykke, der sent onsdag aften skete på Herningsmotorvejen, har kostet to mennesker livet. Det står klart onsdag morgen. Østjyllands Politi, som det klokken seks ikke er lykkedes Newsbreak.dk at komme i kontakt med, bekræfter for Ritzau.

Med al sandsynlighed er der tale om en ulykke, der involverer en spøgelsesbilist. I hvert fald har en bilinspektør foretaget undersøgelser på motorvejen, der peger i retning af, at en bil er kørt i vestlig retning ad det østgående spor.

Nær Skovby-afkørslen er det så gået galt, og den formodede spøgelsesbilist er kollideret med en anden bil. Frontalt. I de to biler sad to mænd, der begge er blevet dræbt, oplyser vagtchef Peter Tholstrup natten til onsdag.

– Klokken 22.01 får vi en anmeldelse om, at der kører en spøgelsesbilist i vestlig retning i østgående spor. Halvandet minut senere får vi anmeldelsen om et alvorligt færdselsuheld, sagde vagtchef Flemming Lau sent onsdag aften til Newsbreak.dk.

Parterne er ikke endeligt identificeret, lyder det onsdag.

– Ud fra de effekter, der er fundet på de afdøde, peger meget i retning af, at de er, hvem vi antager, de er, og derfor har vi også taget kontakt til familierne, siger Tholstrup, der altså ikke vil komme deres identitet nærmere, til Ritzau.

Foruden de dræbte var yderligere to personer involveret i den tragiske ulykke. De kørte også i hver sin bil og slap dog ifølge politiet uden alvorlige skader.

Motorvejen blev i forbindelse med efterforskning og undersøgelser spærret i begge retninger mellem de to byer Harlev og Skovby, der ligger vest for Aarhus. Vejen blev genåbnet klokken 01.30 i vestgående spor, og klokken 03.30 var der åbnet for trafik i begge retninger.

ANNONCE

ANNONCE
Del din kommentar
Forsiden lige nu