ANNONCE

Spøger på kommunens videomøder: Hvem er han?

4. maj 2021 11:00 | Af: Morten Hermansen, redaktion@newsbreak.dk

En mand bliver ved med at forvilde sig ind i medarbejdernes videochat. Der er kommet svar på nogle af spørgsmålene, men ingen ved fortsat, hvem manden er

Spøger på kommunens videomøder: Hvem er han?
Her er manden, der spøger på Odder Kommunes videomøder. Foto: Screendump leveret af Odder Kommune

Kender du denne mand eller er det dig? Så kontakt os på redaktion@newsbreak.dk

Det er blevet ganske almindeligt i Odder Kommune. Midt i et videomøde dukker dette ansigt op og pludselig er det væk igen. Ingen kender manden, og selv IT-leverandøren kan ikke fortælle, hvem han er.

Videomøder har været fast inventar i de flestes hverdag det seneste års tid. Alle kender til det, og nu er spøgelserne åbenbart også begyndt at arbejde hjemmefra.

En af de ansatte i Odder Kommune, som har oplevet gespenstet, er Charlotte Harrit, som er leder for genoptræningen i kommunen.

Til Horsens Folkeblad fortæller hun, at hun flere gange har oplevet, at den mystiske persons billede dukker op midt i chatten.

Kendt fænomen

Leverandørerne af systemet, som kommunen bruger hedder StarLeaf. Her har man tidligere hørt om manden, der dukker op midt i møderne. Til Horsens Folkeblad forklarer IT administratoren i kommunen, Henrik Ernstsen, at der ikke er tale om en indtrængende person.

Det viser sig dog, at hans billede dukker op under helt særlige forhold, som når kameraet ikke fungerer ordentligt. Der er således tale om et testbillede, og altså ikke en person, som deltager i chatten. Men leverandøren kan dog ikke finde ud af, hvor fejlen ligger i programmet. Og det er ikke usædvanligt, fortæller kommunens IT-administrator.

– Mit bedste bud er, at nogle programmører haft en sjov aften og lagt billedet ind under udviklingen af noget software. Men så dybt, at selv ikke producenten kan finde det. Det er et kendt fænomen, men ikke noget, der gør os nervøse, fordi vi ved, at vores data kun passerer forbi nogle af verdens mest sikre servere, nemlig dem i Europa, siger Henrik Ernstsen til Horsens Folkeblad.

ANNONCE

ANNONCE
Del din kommentar
Forsiden lige nu