Alle taler om det: Nu kommenterer dansker

Holger Rune bruger ikke selv tid på Djokovic-sag, men siger, at det fylder hos spillere ved Australian Open

Holger Rune og Novak Djokovic mødtes sidste år i første runde af US Open, hvor det blev til en sejr til serberen. Her ses de to efter kampen.
Holger Rune og Novak Djokovic mødtes sidste år i første runde af US Open, hvor det blev til en sejr til serberen. Her ses de to efter kampen.
Udgivet Opdateret

Det danske tennistalent Holger Rune håber for Novak Djokovics skyld, at serberen kan få lov til at stille til start ved Australian Open.

Det siger den 18-årige dansker lørdag, to dage inden grand slam-turneringen i Melbourne officielt begynder.

- Jeg har ikke rigtig nogen holdning til alt det der med hans visum, og om han er vaccineret, men jeg håber på det bedste for ham, fordi jeg synes, at han er en sød fyr.

- Han er en af de få topspillere, som giver ufatteligt meget videre til os unge - også i forhold til Rafael Nadal og Roger Federer for eksempel, siger Rune.

Fik frataget visum

Djokovic fik fredag igen frataget sit visum, efter at der har været stor furore om hans indrejse i Australien.

Den 34-årige verdensetter er ikke blevet vaccineret mod covid-19, men han var smittet med coronavirus i december.

Derfor fik han i første omgang dispensation til at rejse ind i Australien.

Ved ankomst fik serberen dog frataget sit visum af grænsepolitiet, der mente, at han havde rod i papirerne.

Siden besluttede en dommer at lade Djokovic blive i Australien alligevel, inden Australiens immigrationsminister fredag aften lokal tid annullerede serberens visum af hensyn til "offentlighedens interesse".

Fylder blandt spillerne

Derfor er det fortsat uvist, om Djokovic kan spille, når Australian Open begynder mandag.

Og det er også noget, der fylder blandt spillerne ved turneringen, siger Holger Rune.

- Der bliver snakket meget blandt spillerne i omklædningsrummet om det hele med Djokovic, kan man høre, og om hvad der kommer til at ske.

- Men jeg snakker ikke selv særlig meget om det, fordi jeg går mere op i, hvad jeg selv skal fokusere på. I forhold til mit eget tennis kan jeg jo ikke rigtig bruge det til noget, om Djokovic spiller eller ej, siger danskeren, der betragter verdensetteren som "en god ven".

Retsmøde søndag

Novak Djokovic har tidligere udtalt sig i pæne vendinger om Holger Rune, efter at de to mødtes i første runde af sidste års US Open.

Serberens advokater har siden fredag forsøgt at få omstødt beslutningen om at annullere Djokovics visum.

Søndag er der retsmøde i ankesagen, hvor Djokovic skal forsøge at få sit indrejsevisum genudstedt.

Holger Rune Blå bog

Fulde navn: Holger Vitus Nødskov Rune

Født 29. april 2003

188 cm

Blev professionel i 2020

Debut som 14-årig på det danske landshold

Opvokset i Gentofte og startede tenniskarrieren i Hellerup Idrætsklub (HIK)

Powered by Labrador CMS