Alle taler om det: Nu kommenterer han

Simon Kjær er stolt over at være nomineret til Ballon d'Or. Ifølge Kasper Hjulmand er nomineringen berettiget

Simon Kjær bliver omfavnet af holdkammeraterne efter sin scoring til 2-0 mod Moldova.
Simon Kjær bliver omfavnet af holdkammeraterne efter sin scoring til 2-0 mod Moldova.
Udgivet Opdateret

Landsholdsanfører Simon Kjær er stolt over, at han fredag blev nomineret til Ballon d'Or sammen med 29 andre fodboldspillere. Prisen gives til den bedste fodboldspiller i verden.

- Det er et kæmpe privilegium at blive smidt i en sådan kategori. Det er en anerkendelse af, at jeg har haft et rigtig godt år på mange punkter, og det er jeg utrolig stolt over, og jeg tager det til mig. Det gør, at jeg er endnu mere sulten efter at spille fodbold og blive bedre.

- Jeg skal blive ved med at holde niveau, og jeg skal hjælpe til på samtlige fronter på og uden for banen, uanset om det er med landsholdet eller med AC Milan, siger Simon Kjær efter lørdagens 4-0-sejr over Moldova i VM-kvalifikationen.

Her var han blandt Danmarks målscorere, da han gjorde det til 2-0 på et straffespark.

I Chisinau havde de danske fans også lavet en ny sang til landsholdsanføreren.

"Ballon d'Or, Ballon d'Or, Simon Kjær vinder alt i år", lyder teksten.

Skal kæmpe mod legender

32-årige Kjær skal slås med stjerner som Cristiano Ronaldo, Lionel Messi og nordmanden Erling Haaland om hæderen.

Ifølge landstræner Kasper Hjulmand er det med rette, at Kjær er blandt de nominerede.

- Han rangerer meget højt, men det er svært at slå fast præcis hvor højt.

- Jeg har altid haft det lidt svært med enkeltmandskåringer, men jeg har ingen problemer med at hylde gode spillere, siger Hjulmand og går ind i en lang lovprisning af sin anfører.

- Simon er helt oppe blandt de bedste. Når man kigger på det seneste halvandet år fra Simons side, er han bare blevet bedre og bedre lige som en god vin, der bare bliver bedre og bedre, som dagene går.

- På det defensive område er han i topklasse, og offensivt er han rolig på bolden. Han er god til at spille både kort og lange bolde. Han er også placeringsstærk.

- Med sin personlighed, ro og professionalisme er han et mønstereksempel på en stærk karakter på et fodboldhold, og han er oppe blandt de allerbedste, siger Hjulmand.

Allan Simonsen eneste danske vinder

Allan Simonsen vandt Ballon d'Or i 1977, men dengang gik prisen udelukkende til den bedste spiller i Europa.

Jon Dahl Tomasson var seneste nominerede dansker i 2002.

Kvindelandsholdsanfører Pernille Harder er blandt 20 nominerede hos kvinderne, mens Kasper Schmeichel har ni konkurrenter til titlen som årets målmand i Europa.

Det er vigtigt at hylde de stærke danskere, mener Hjulmand.

- Vi skal give den fuld skrue, for i Danmark holder vi nogle gange lidt igen med hyldester af vores helte, og dem der stikker næsen frem og leverer toppræstationer.

- Kasper og Simon fortjener en kæmpe hyldest, siger landstræneren.

Blå bog: Simon Kjær

Her kan du læse mere om den danske forsvarsklippe.

* Navn: Simon Kjær.

* Født: 26. marts 1989.

* Position: Forsvarsspiller.

Debut på landsholdet: 6. juni 2009, da Danmark slog Sverige 1-0 i en VM-kvalifikationskamp i Stockholm.

Slutrunder: VM i 2010, EM i 2012, VM i 2018 og EM 2021.

Powered by Labrador CMS