Chokerer med opførsel

Sevilla vandt 2-0 over Espanyol trods et rødt kort til Thomas Delaney efter brok og usportslig opførsel

Delaney får karrierens første røde kort i Sevilla-sejr. (Arkivfoto)
Delaney får karrierens første røde kort i Sevilla-sejr. (Arkivfoto)
Udgivet Opdateret

Den danske landsholdsspiller Thomas Delaney blev lørdag udvist i Sevillas 2-0-sejr over Espanyol i den spanske La Liga.

Delaney fik to gule kort i den samme situation med godt 25 minutter tilbage af kampen.

Han begik et frispark midt på banen, som han langt fra var tilfreds med blev takseret sådan.

Delaney slog voldsomt ud med armen i luften, hvorefter dommeren straks gav gult kort.

Efterfølgende rakte danskeren tommelfingeren i vejret og klappede af dommeren. Det gav endnu et gult kort og dermed rødt kort.

Første gang i karrieren

Ifølge fodbolddatabasen Transfermarkt var det første gang i karrieren, at Delaney får rødt kort i hans kamp nummer 388.

Det var blot anden gang, at danskeren startede inde for sin nye klub i ligaen. I sommer skiftede Delaney til Spanien fra tyske Borussia Dortmund.

Udvisningen kom dog ikke til at koste for Sevilla.

Youssef En Nesyri havde bragt klubben i front efter 13 minutter, og med tre minutter igen lukkede Rafael Mir opgøret, selv om Sevilla var i undertal.

Med sejren rykker Sevilla op på andenpladsen i ligaen med 14 point efter seks kampe.

Real Madrid er i spids med 16 point og spillere senere lørdag.

Tidligere lørdag smed Atlético Madrid vigtige point i topkampen, da klubben tabte 0-1 mod bundproppen Alavés. Atlético har 14 point efter syv kampe.

BLÅ BOG: Thomas Delaney

* Navn: Thomas Joseph Delaney.

* Født 3. september 1991.

* Nationalitet: Dansker.

* Klub: Sevilla.

* Position: Central midtbanespiller.

* Landskampe/mål: 60/6.

* U-landskampe/mål: 27/1.

* Tidligere klubber som seniorspiller: FC København, Werder Bremen og Borussia Dortmund.

Øvrige oplysninger:

* Dansk mester med FCK fem gange.

* Dansk pokalvinder med FCK fire gange.

* Tysk pokalvinder med Dortmund en gang.

* I 2016 blev han kåret til årets profil i Superligaen af kollegerne via Spillerforeningen.

* I 2012 afviste han at spille på det amerikanske U23-landshold, som ville have Delaney med til OL. Delaneys far er amerikansk statsborger.

* Privat er han gift med Michelle Delaney, der er datter af tidligere Brøndby-træner Henrik Jensen og søster til tidligere landsholdsspiller Mike Jensen, der i dag spiller for HB Køge.

Powered by Labrador CMS