Eriksen med særlig besked til holdkammeraterne

Christian Eriksen har ytret ønske om, at hans danske landsholdskammerater skal fortsætte ved EM

Christian Eriksen har sagt til spillerne på det danske landshold, at han ønsker, at de skal fortsætte EM
Christian Eriksen har sagt til spillerne på det danske landshold, at han ønsker, at de skal fortsætte EM
Udgivet Opdateret

Christian Eriksen har fra hospitalssengen sagt til de danske landsholdsspillere, at det er hans ønske, at de fortsætter med at spille ved EM.

Det siger landstræner Kasper Hjulmand på et pressemøde søndag eftermiddag.

- Christian ønsker, at vi skal fortsætte med at spille, så det vil vi gøre. Vi vil spille for Christian, siger Hjulmand.

Landstræneren fortæller, at Eriksen som det første spurgte til de danske spillere.

- Vi fik talt med ham her til morgen alle sammen, og vi så på skærmen hans smil. Så siger han. "Hvordan har I det? Jeg tror, I har det værre, end jeg har. Jeg føler, jeg skal ud og træne nu".

- Det er typisk Christian at tænke på andre en sig selv, siger Hjulmand.

Kan ikke selv huske episoden

Han siger også, at Eriksen har forklaret, at han ikke rigtig selv kan huske noget fra episoden.

Eriksen faldt om kort før pausen i EM-kampen lørdag aften mod Finland.

Efter at have modtaget hjertemassage på banen blev han båret ud omkranset af hvide lagner og efterfølgende fragtet til Rigshospitalet i en ambulance.

Spillerne sad derefter i omklædningsrummet og ventede på nyt.

- Vi kunne ikke rokke os, før vi fik en tilkendegivelse af, at han var ved bevidsthed.

- Vi fik besked om, at der var talt med ham, og at han var ved bevidsthed og talte, siger Hjulmand.

Blå bog: Christian Eriksen

Navn: Christian Dannemann Eriksen.

Født: 14. februar 1992.

Fødested: Middelfart, Danmark.

Nationalitet: Dansker.

Højde: 182 centimeter.

Position: Midtbanespiller.

Landsholdsdebut: 3. marts 2010 mod Østrig i en testkamp i en alder af 18 år og 17 dage (fjerdeyngste debutant nogensinde på det danske landshold).

Civilstand: I forhold med Sabrina Kvist Jensen, som han har sønnen Alfred med. Sønnen blev født i juni 2018 kort før VM i Rusland.

* Klubkarriere:

Som ungdomsspiller:

1995-2005: Middelfart G&BK.

2005-2008: OB.

2008-2010: AFC Ajax.

Som seniorspiller:

2010-2013: AFC Ajax (163 kampe, 32 mål, 65 assister).

2013-2020: Tottenham (305 kampe, 69 mål, 89 assister).

2020-: Inter.

* Landsholdskarriere:

A-landshold: 95 kampe (31 mål, 23 assister).

U21-landshold: 3 kampe (1 mål).

U19-landshold: 3 kampe (1 mål).

U18-landshold: 5 kampe (1 mål).

U17-landshold: 27 kampe (9 mål).

Slutrundedeltagelser:

VM 2010 i Sydafrika.

U21-EM 2011 i Danmark.

EM 2012 i Polen og Ukraine.

VM 2018 i Rusland.

* Titler:

Hollandsk mester (2011, 2012 og 2013).

Hollandsk pokalvinder (2010).

Hollandsk Super Cup-vinder (2013).

Champions League-finalist (2019).

* Priser:

Årets spiller i Danmark kåret af DBU (2011, 2013, 2014 og 2017).

Årets spiller i Danmark kåret af Spillerforeningen (2013, 2014, 2015, 2017 og 2018).

Årets hold i Premier League (2017/2018-sæsonen).

Årets spiller i Tottenham (2014 og 2017).

Kilde: Transfermarkt.com, dbu.dk, spillerforeningen.dk, tottenhamhotspur.com
Powered by Labrador CMS