Joachim jubler over Jonas

Prins Joachim var fredag med til at hylde Jonas Vingegaard efter 19. etape af Tour de France

Udgivet Opdateret

Eventyret om Jonas Vingegaard fik fredag endnu et lille kapitel, da han var genstand for kongelig hyldest.

Prins Joachim var således med omkring podiet, da den danske cykelstjerne fik overrakt sin gule førertrøje efter 19. etape, der sluttede i Cahors.

- Det er en af de dage, hvor man kniber sig selv i armen. Vi fulgte starten, og det var enestående hjemme i Danmark, siger Prins Joachim til TV 2.

Jonas Vingegaard fik fredag hilst på Prins Joachim efter 19. etape af årets Tour de France.
Jonas Vingegaard fik fredag hilst på Prins Joachim efter 19. etape af årets Tour de France.

Prinsen så Vingegaard ligge godt til i klassementet fra start, og siden fulgte Magnus Cort og Mads Pedersen op med etapesejre, inden Vingegaard overtog showet.

- Derefter lagde han linjen og fuldstændig mørbankede de andre. Det hele flaskede sig. Som franskmændene siger: Alle planeter står på linje.

- Det er ret stort. Jeg tror, det går over i dansk cykelhistorie, siger Prins Joachim med et grin.

Prins Joachim var fredag en del af ceremonien, da Jonas Vingegaard fik sin gule trøje i Tour de France.
Prins Joachim var fredag en del af ceremonien, da Jonas Vingegaard fik sin gule trøje i Tour de France.

Det danske kongehus ejer Chateau de Cayx, der ligger cirka 20 kilometer fra målbyen Cahors.

Jonas Vingegaard tabte fredag fem sekunder til rivalen Tadej Pogacar, men fører stadig med 3 minutter og 21 sekunder ned til sloveneren før løbets sidste to etaper.

FAKTA OM JONAS VINGEGAARD

Jonas Vingegaard vandt 18. etape af Tour de France og udbyggede sit forspring i kampen om den gule førertrøje.

Her følger en blå bog om Jonas Vingegaard:

* Navn: Jonas Vingegaard Rasmussen.

* Født 10. december 1996 (25 år).

* Hjemby: Glyngøre.

* Sportsgren: Cykling.

* Hold: Jumbo-Visma (siden 2019).

* Blev professionel cykelrytter i 2019.

* Udpluk af hans største resultater i karrieren:

- To etapesejre i Tour de France (2022) og indehaver af den gule førertrøje.

- Etapesejr i Polen Rundt (2019).

- Etapesejr i UAE Tour (2021).

- Samlet andenplads i Tour de France (2021).

- Etapesejr i Critérium du Dauphiné (2022).

Kilde: procyclingstats.com, Ritzau.
Powered by Labrador CMS