Tager vigtig sejr

FC Midtjylland slår på hjemmebane Randers FC med 1-0 i Superligaen

FC Midtjylland slår Randers i Superligaen
FC Midtjylland slår Randers i Superligaen
Udgivet Opdateret

FC Midtjylland nedlagde søndag eftermiddag Randers FC med 1-0 hjemme på MCH Arena i et topopgør mellem Superligaens nummer et og fire.

Kampen var på forhånd spået til at blive et sprængfarligt opgør, men ingen af de to dynamiske mandskaber fik foldet sig ud spillemæssigt.

Randers forsøgte ellers at udfordre midtjyderne med hurtigt angrebsspil, men gæsterne måtte se sig slået på en klassisk FCM-opskrift.

En tidlig hovedstødsscoring af Erik Sviatchenko efter et hjørnespark tillod nemlig hjemmeholdet at udnytte sine defensive styrker og afvise gæsternes forsøg.

Dermed øger FCM afstanden ned til FC København på andenpladsen til fire point inden FCK's kamp mod FC Nordsjælland.

Og der er yderligere tre point ned til Randers, som er nummer fire efter ti runder.

Anfører scorede

FCM-anfører Sviatchenko bragte efter 17 minutter midtjyderne foran, og som han har gjort mange gange før, stangede han et hjørnespark i kassen ved bageste stolpe.

Randers var egentlig ganske godt med i første halvleg, hvor særligt gæsternes hurtige kantspiller Tosin Kehinde blev sat i scene i omstillingerne. Angrebene blev dog ofte neutraliseret af den fysiske FCM-defensiv.

Hjemmeholdet kom mere og mere i kontrol, som kampen skred frem, men ulvene haltede med den sidste aflevering foran mål, som kunne øge føringen yderligere.

Randers brugte pausen på at skrue lidt op for intensiteten i presspillet, og gæsterne fik etableret et pres på hjemmeholdet.

Det kastede en række hjørnespark af sig, hvor angriber Alhaji Kamara var tæt på at kopiere Sviatchenkos 1-0-scoring, men overliggeren kom i vejen.

Randers forsøgte at øge tempoet i spillet, men FCM kunne i stedet stå kompakt i forsvaret og holde 1-0-føringen, selv om presset blev stort mod slutningen.

FC Midtjylland

FC Midtjylland (FCM) blev stiftet i 1999 som en overbygning mellem Herning Fremad og Ikast fS.

Begge klubber lå på daværende tidspunkt i 1. division, men klubben rykkede i 2000 op i første forsøg, og har siden da i den grad sat sit præg på Superligaen.

Klubben vandt sit første mesterskab i 2015, og har med yderligere to mesterskaber siden da bidt sig fast som hovedudfordrer til FCK i kampen om mesterskaberne i dansk fodbold.

FCM spiller sine hjemmekampe på MCH Arena i Herning, hvor der er plads til 11.432 tilskuere.

Danmarksmesterskabet

Guld (3): 2015, 2018, 2020

Sølv (4): 2007, 2008, 2019, 2021

Bronze (5): 2002, 2005, 2012, 2014, 2016

Pokalturneringen

Guld (1): 2019

Sølv (4): 2003, 2005, 2010, 2011

Kilde: Kilde: fcm.dk/Wikipedia
Powered by Labrador CMS