Tauson lynede og vinder turnering

Clara Tauson vandt sin første finale siden marts, da hun besejrede Emma Raducanu i en WTA 125-turnering

Clara Tauson vandt for første gang i karrieren en WTA 125-turnering. (Arkivfoto)
Clara Tauson vandt for første gang i karrieren en WTA 125-turnering. (Arkivfoto)
Udgivet Opdateret

Clara Tauson kan igen juble over en turneringssejr.

Søndag aften vandt den danske tennisspiller finalen i WTA 125-turneringen i Chicago over britiske Emma Raducanu med 6-1, 2-6, 6-4.

Turneringen er på det næstøverste niveau inden for professionel tennis for kvinder og har en samlet præmiesum på 115.000 dollar svarende til cirka 730.000 kroner.

Efter at have vundet første sæt suverænt tabte Tauson andet. Tredje sæt blev en omskiftelig affære, hvor en frustreret Tauson slog tilbage og vandt.

Det er første gang siden marts, at 18-årige Clara Tauson vinder en turnering. Dengang sejrede hun i Lyon og snuppede sin første WTA-triumf.

Kompetent modstander

Selv om turneringen i Chicago ikke havde samme status, var modstanden kompetent, og finalekombattanten Raducanu har allerede slået sit navn fast på den internationale scene.

Tidligere på sommeren nåede teenageren ottendedelsfinalen i grand slam-turneringen Wimbledon på et wildcard.

Her måtte hun på dramatisk vis trække sig på grund af vejrtrækningsproblemer under stor bevågenhed.

Dominerede første sæt

Helt så meget opmærksomhed har der ikke været i denne uge, hvor verdens nummer 174 havde spillet frem til finalen mod Tauson.

Danskeren, der ligger på verdensranglistens 101.-plads, dominerede klart i første sæt.

Tauson vandt 30 af 46 point, afgav kun en enkelt breakbold og lukkede sættet på bare 32 minutter.

Havde det pludselig svært

Anderledes bøvlet gik det i andet sæt, som blev indledt med tre servegennembrud på stribe, før Raducanu tog teten.

Tauson havde det pludselig svært mod den jævnaldrende modstander, der løftede niveau i sin egen førsteserv markant, mens Tauson ikke engang vandt halvdelen af duellerne i egen serv.

Også tredje sæt begyndte skidt set med danske briller. Tauson blev brudt i første serveparti, og da hun også tabte andet, smed hun ketsjeren i gulvet for derefter at indlede en længere snak med dommeren.

Frustrationerne fik hun vendt til sin fordel, da danskeren vandt fire af de efterfølgende fem partier. Til sidst kunne danskeren strække armene over hovedet i jubel, da Raducanu slog ud af banen.

Powered by Labrador CMS