Til EM uden Jannick

Jannick Green har søndag afleveret en ny positiv coronatest og bliver dermed hjemme i første omgang

Udgivet Opdateret

Danmarks herrelandshold er - på nær én nøglespiller - klar til EM i Ungarn.

Det fremgår af et tweet fra Dansk Håndbold Forbund. 

Jannick Green er igen - forventeligt - testet positiv for corona. 

Derfor bliver han altså i Danmark, skriver TV2 Sport.

Alle øvrige spillere og ledere i den danske landsholdslejr har søndag afleveret negative coronatest.

Han kan dog fortsat nå at træde ind i landsholdslejren i Ungarn.

Reglerne er sådan, at en smittet spiller skal isoleres i fem dage, hvorefter han skal aflevere en negativ PCR-test. 

Tidligst 24 timer senere skal han testes igen, og hvis også anden test er negativ, kan han træde ind i EM-turneringen.

Jannick Green afleverede første gang en positiv coronatest mandag. 

Han har siden været i isolation. 

Op for kapaciteten

DHF skruede derefter op for testkapaciteten i EM-lejren, som forbereder sig på premierekampen mod Montenegro 13. januar.

I stedet for lyntest begyndte man kun at udføre PCR-test, og indtil videre ser det altså ud til, at Jannick Green ikke har smittet holdkammerater eller øvrige personer i landsholdslejren.

Der er således ikke afleveret en eneste positiv test fra nogle af de øvrige medlemmer af landsholdslejren, siden Jannick Greens smitte blev opdaget.

Tæt på

Landsholdet har i løbet af den seneste uge opholdt sig i hovedstadsområdet, hvor holdet også har trænet.

Nikolaj Jacobsens tropper skulle have spillet to testkampe mod Norge, men den ene blev aflyst, fordi nordmændene ville være sikre på, at der ikke florerede smitte i den danske lejr.

Lørdag vandt Danmark med 35-25 over Norge.

Powered by Labrador CMS