Udråber Danmark som soleklar EM-favorit

Sander Sagosen kalder Danmark klar guldfavorit efter det store norske nederlag i lørdagens testkamp

Sander Sagosen (nummer 5), der her er i nærkamp med Danmarks Niclas Kirkeløkke, scorede fire mål i lørdagens testkamp i Hillerød.
Sander Sagosen (nummer 5), der her er i nærkamp med Danmarks Niclas Kirkeløkke, scorede fire mål i lørdagens testkamp i Hillerød.
Udgivet Opdateret

Danmarks håndboldlandshold leverede en overbevisende test forud for herrernes EM, da Norge lørdag blev slået med 35-25 i Hillerød.

Stjernespilleren Sander Sagosen kalder kampen et "reality check" for Norge, der er blandt favoritterne i turneringen. Han anser dog Danmark som en endnu større af slagsen.

- Danmark spillede en fantastisk kamp, mens vi spillede mindre godt. Vi mødte den soleklare guldfavorit. Vi var langt bagud. Per dags dato er vi ikke bedre, end det vi præsterede, siger Sander Sagosen til norsk TV2.

Norges landstræner, Christian Berge, er enig i Sagosens udlægning.

- Danmark er soleklar guldfavorit til EM, men vi skal være tættere på. Der var for meget skødesløshed, siger Berge.

Satte tingene på plads

Danmark satte tingene på plads allerede i første halvleg, som sluttede med dansk føring på 21-15, og der var i store dele af kampen klasseforskel på de to hold.

- Vi præsterede ikke godt og skal arbejde hårdt til træningen. Vi har ikke flere kampe til at øve, påpeger den norske landstræner.

Han glæder sig i det mindste over, at hans forsvar stod bedre i anden halvleg, hvor Danmark blev holdt nede på 14 mål.

I aktion torsdag

Norge indleder EM på torsdag mod Slovakiet og er derudover i gruppe med Rusland og Litauen.

Danmark skal i aktion mod Montenegro torsdag og skal derefter møde Slovenien og Nordmakedonien.

Powered by Labrador CMS