ANNONCE

Springer ud som realitystjerne

20. november 2020 15:46 | Af: Ritzau Fokus

Lars Løkke Rasmussen håber, at turen over Atlanterhavet kan give ham svar på, hvad han nu skal i sit liv.

Springer ud som realitystjerne
Tidligere Statsminister Lars Løkke Rasmussen bliver nu realitydeltager. (Foto: Martin Sylvest)

To gange tidligere har seks kendte danskere kastet sig ud i at krydse Atlanterhavet sammen i programmet “Over Atlanten” – til trods for, at ingen af dem har nogen nævneværdig sejlererfaring.

Nu stævner kendisskibet endnu engang ud. Og denne gang trækker tidligere statsminister Lars Løkke Rasmussen i redningsvesten og hopper med om bord.

Det skriver Discovery Networks Danmark i en pressemeddelelse.

– Jeg har stort set ikke sejlet længere end Helsingør-Helsingborg, så jeg er da bekymret for, om jeg bliver søsyg, siger 56-årige Lars Løkke Rasmussen i pressemeddelelsen.

– Men som mange nok har bemærket, så er jeg stædig af natur, og derfor er jeg sikker på, at jeg nok skal klare turen. Også når bølgerne går højt, siger han videre.

I kendt selskab

Den tidligere statsminister skal dog ikke stå alene med storsejl og tovværk. Han får nemlig selskab af tv-vært Felix Smith, musicalstjerne Johannes Nymark, elitesvømmer Sarah Bro og kagebogsforfatter Ditte Julie Jensen.

Og så er det ingen ringere end kok og tidligere Vild med dans-deltager Umut Sakarya, der skal stå for proviant og madlavning på rejsen. Om det betyder masser af flæsk og kebab til mandskabet, er dog endnu uvist.

Skal tænke på fremtiden

Selv om der muligvis kommer til at være savn og søsyge på dagsprogrammet om bord, så er det for Lars Løkke Rasmussen også en mulighed for at trække stikket fuldstændig.

– Jeg har kørt med 120 kilometer i timen, siden jeg var 17 år gammel, og jeg har i lang tid gået med tanken om at tage en mental pause. Den mulighed har jeg fået nu, siger 56-årige Lars Løkke Rasmussen i pressemeddelelsen.

– Jeg er i øjeblikket i en position, hvor jeg ikke er i frontlinjen politisk, og jeg har brug for at sidde og stirre på det uendelige hav og tænke over, hvad jeg skal med mit liv i de kommende år. Det håber jeg, turen kan være med til, siger han videre.

Kendisholdet sætter sejl den 26. november, hvor de påbegynder tre ugers sejlads fra Lanzarote med kurs mod Aruba i Caribien.

Tredje sæson af “Over Atlanten” får premiere på Dplay i foråret 2021 og vises senere på året på Kanal 5.

ANNONCE

ANNONCE
Del din kommentar
Forsiden lige nu