Spritstiv lastbilchauffør hamrer ind i lille personbil

14. november 2017 14:24 | Af: Jørgen Rosengren, jr@newsbreak.dk

Den lille bil - med tre personer - blev skubbet 30 meter gennem et kryds.

Mandag klokken 10.44 fik politiet en anmeldelse om et færdselsuheld på Østre Ringvej i Næstved.

Det oplyser Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi i kredsens døgnrapport.

En 62-årig lastbilchauffør fra Sorø var med sin lastbil og anhænger kørt op bag i en mindre personbil, der holdt for rødt ved Solvangsvej.

I bilen var en 44-årig kvinde, en mand på 23 år og en ung kvinde på 17 år.

Skubbet gennem kryds

Bilen blev ved sammenstødet skubbet mere end 30 meter gennem krydset, men ingen kom heldigvis alvorligt til skade.

Den 62-årige mand i lastbilen blev efterfølgende alkometertestet, og det viste sig, at han havde en promille en hel del over det tilladte.

Derfor blev hans kørekort inddraget på stedet, og han blev anholdt og sigtet for spirituskørsel.

Han blev løsladt igen klokken 12.15.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu