ANNONCE

Sprittyv truede vagt med kniv

23. marts 2020 11:59 | Af: Majken Munk Nielsen, mn@newsbreak.dk

Søndag aften brød en tyv ind på en afdeling på Aarhus Universitetshospital og forsøgte at stjæle en masse håndsprit.

Der er fortsat nogen, der ikke kan holde fingrene for sig selv, når det kommer til håndsprit. Siden udbruddet af coronavirus har håndsprit været en eftertragtet vare, og der er mange, der vil gå langt for at anskaffe sig det.

Endnu et tilfælde udspillede sig på Aarhus Universitetshospital, hvor indbrudsalarmen gik på afdeling B101 søndag aften. Det fremgår af døgnrapporten fra Østjyllands Politi.

Artiklen fortsætter efter videoen

Truede med knivstik

Da en af vagterne på Aarhus Universitetshospital modtog alarmen, skyndte han sig op på afdelingen.

På gangen, hvor alarmen var gået, så vagten en mand krydse gangen. Han tilkaldte de øvrige hospitalsvagter, da han ikke var vidende om, hvor mange gerningsmænd, der var.

Da de andre vagter ankom til afdelingen, så de en mand løbe fra stedet med flere poser i hænderne, og én vagt løb efter ham. Det fik gerningsmanden til at råbe, at vagten ikke skulle komme nærmere, for så ville han stikke vagten med en kniv.

I sin flugt havde gerningsmanden dog smidt poserne, som indeholdt 27 dunke håndsprit og to bærbarcomputere.

Har du set gerningsmanden?

Det lykkedes ikke vagterne at fange tyven, der stak af tomhændet. Østjyllands Politi efterlyser nu tyven.

Gerningsmanden beskrives som værende mellemøstlig af udseende, mellem 18 og 30 år gammel og mellem 180 og 185 centimeter høj. Han var almindelig af kropsbygning og brun i huden.

Ved indbruddet var gerningsmanden iført træningsbukser, dunjakke med skrå syninger og en hætte, der var trukket op.

Han kørte fra Aarhus Universitetshospital i en mindre, mørk personbil.

Hvis du har oplysninger i sagen, skal du kontakte politiet på 114.

ANNONCE

x
Del din kommentar
Forsiden lige nu