ANNONCE

SSI: Samme virus hos mink, avlere og på plejehjem

19. juni 2020 22:49 | Af: Jørgen Rosengren, jr@newsbreak.dk og Ritzau Info

Samme virus er fundet hos mink og på plejehjem, oplyser SSI. Men de kan ikke sige, hvem der har smittet hvem.

Den virus, der er fundet i mink på en minkfarm i Sindal i Hjørring Kommune, er den samme, som er blevet fundet hos minkavleren og i de smittede på plejehjemmet Vendelbocentret.

Det skriver DR Nyheder, der har fået det bekræftet af Anders Fomsgaard, der er overlæge og virusforsker på Statens Serum Institut.

Har smittet hinanden

Han fortæller, at de har brugt deres spritnye genetiske værktøj på prøver fra minkene på farmen i Sindal, på minkavlerne, som er syge, og på beboere på det nærliggende Vendelbocenter.

– Og vi kan se, at det er et og samme virus. De har smittet hinanden, siger han til DR Nyheder.

Anders Fomsgaard kan dog ikke sige, hvem der har smittet hvem i første omgang.

Mange smittede

Tidligere fredag skrev Nordjyske, at sammenlagt 41 medarbejdere og beboere på plejehjemmet Vendelbocenteret er konstateret smittet med coronavirus.

Antallet af coronasmittede medarbejdere på plejehjemmet steg fredag med syv til i alt 29 personer. Der er desuden 12 beboere, der er smittet med coronavirus.

Minken på minkfarmen, hvor der også er blevet konstateret smitte med coronavirus, er blevet aflivet. Der er tale om cirka 11.000 mink.

Newsbreak.dk fortalte onsdag om de smittede mink.

En patient med COVID-19 var tilknyttet minkfarmen.

– Da der i weekenden opstod mistanke om smitte blandt minkene, lagde vi i Fødevarestyrelsen omgående restriktioner ned over minkfarmen. Dermed har ingen dyr, og kun få medarbejdere, kunnet komme ind og ud af besætningen. Vi er i løbende kontakt med sundhedsmyndighederne om hvordan medarbejderne på den berørte minkfarm skal forholde sig, og om håndteringen af det videre forløb, sagde Nikolas Kühn Hove, beredskabschef i Fødevarestyrelsen.

Det er første gang, der er konstateret coronavirus hos mink i Danmark.

Coronavirus i Danmark

Sygdommen kom officielt til Danmark den 27. februar 2020. Jakob Tage Ramlyng, ansat ved TV2, fik æren af at være den første person, der officielt blev ramt af coronavirus covid-19 (tidligere 2019-nCoV), og han blev den 5. marts også den førte dansker, der officielt slap af med sygdommen igen.

Hvor mange er smittet med coronavirus

Antallet af smittede og karantæneramte i Danmark opdateres løbende hos Styrelsen for Patientsikkerhed.

Johns Hopkins University overvåger desuden sygdommen på verdensplan, og på universitets hjemmeside kan man følge sygdommen “live,” om man så må sige.

ANNONCE

ANNONCE
Del din kommentar
Forsiden lige nu