ANNONCE

SSI vil ikke anbefale at åbne dette

16. april 2020 19:45 | Af: Jonathan Lykke Lilmoës, jl@newsbreak.dk og Ritzau Info

Smittetallet antyder en epidemi under kontrol, men Statens Serum Institut vil ikke anbefale en genåbning af restauranter og caféer.

SSI vil ikke anbefale at åbne dette
6879 personer er ind til torsdag testet positive for coronavirus i Danmark. Foto: Niels Christian Vilmann/Scanpix

Statens Serum Institut (SSI) kan ikke anbefale at åbne caféer eller restaurationslivet samt højskoler og efterskoler på grund af udbruddet af coronavirus.

Det fremgår af et notat, som Ritzau har læst. Partilederne mødes torsdag aften til forhandlinger om at genåbne Danmark.

Notatet er dateret 16. april og underskrevet af direktør Kåre Mølbak.

– Ud fra en realistisk vurdering af danskernes adfærd i fællesskaber kan det på nuværende tidspunkt ikke anbefales ud fra en sundhedsfaglig vurdering at gå så langt, skriver han i notatet.

Det gælder også den del af fritidslivet, der er “baseret på større fællesskaber hvor mennesker kommer i tæt kontakt”.

Onsdag tillod regeringen en gradvis genåbning af Danmark ved at lade daginstitutioner og de mindste skoleklasser åbne for børn, hvis institutionerne kunne overholde en række krav. På et pressemøde mandag aften sagde statsminister Mette Frederiksen (S), at der er evidens for, at vi er så godt med, at der kan åbnes en smule mere op her i “fase 1”.

Endnu er det uvist, hvad det bliver. Folketingets partiledere diskuterer dette med regeringen.

Epidemi under kontrol

Nyheden kommer samtidig med, at en læge ved SSI siger, at smittetallet antyder en epidemi, der er under kontrol. Hver dag opdaterer Statens Serum Institut en række tal for, hvordan det går med coronavirus-epidemien i Danmark.

Når man ser på antallet af smittede med coronavirus, er der også et forbehold for, at der er et stort mørketal, fordi mange ikke bliver testet. Alligevel kan smittetallet bruges som en indikator for, hvordan udviklingen i coronavirus-udbruddet i Danmark er.

Det forklarer Peter Henrik Andersen, der er afdelingslæge hos Statens Serum Institut, til Ritzau.

– Antallet af nye positive afspejler på et vist niveau udviklingen i smitteaktiviteten i samfundet. Men det er klart, at det skal ses i sammenhæng med, om man også tester samme type af mennesker, siger han og tilføjer:

– For i det øjeblik, at man også går ud og tester bredere – til også at omfatte personer med milde symptomer – så skal man selvfølgelig tage det med ind i den samlede betragtning af det antal positive, man finder, siger han.

6879 personer er testet positive for smitte med coronavirus i Danmark. Det viser opgørelsen fra Statens Serum Institut fra torsdag morgen. Det er en stigning på 198 fra døgnet før.

Hen over påsken faldt det daglige antal af nye bekræftede tilfælde, men her skal der også tages højde for, at der blev testet færre, forklarer lægen.

– Der har jo været færre, der er blevet testet for coronavirus. Derfor er der også fundet færre positive, siger han.

Peter Henrik Andersen slår dog fast, at det overordnede billede fra tallene er, at epidemien er under kontrol.

– Overordnet set afspejler det her det, som også er blevet udmeldt på pressemøder, at epidemien er under kontrol. Det er også det, der er baggrunden for, at der sker en langsom og gradvis oplukning af samfundet igen, siger han.

Fakta

Det betyder smittetryk

Når fagfolk ser på udviklingen i coronaepidemien, bliver begrebet smittetryk hevet frem.

I øjeblikket ligger smittetrykket på 0,6.

Her er en forklaring på, hvad tallet dækker over:

* Smittetryk – eller reproduktionstallet – fortæller, hvor mange personer en smittet person selv smitter.

* Det vil sige, at når smittetrykket er 0,6, vil en person i gennemsnit smitte 0,6 andre.

* Når smittetrykket er under 1,0, vil epidemien over tid langsomt blive mindre og mindre.

* Da regeringen lagde op til at genåbne dele af samfundet efter påske, var det med en forventning om, at smittetrykket ville stige fra 1,0 til 1,23.

– Sådan har smittetrykket udviklet sig under coronaepidemien i Danmark:

* 12. marts – omkring den delvise nedlukning af samfundet: 2,4.

* 24. marts: 1,4.

* 6. april, da statsministeren skitserede planerne for genåbning: 0,9.

* 14. april: 0,6.

Kilde: Statens Serum Institut.

ANNONCE

ANNONCE
Del din kommentar
Forsiden lige nu