SSP advarer forældre efter foruroligende fund

9. marts 2019 17:03 | Af: Peter Koch, pk@newsbreak.dk

Fire fund på én uge taler lidt af et sprog.

Hos SSP (Skole, Socialforvaltning og Politi) i Viborg, ser man med alvor på de fire fund af tomme kasser, der ellers indeholder lattergaspatroner, der er gjort i lokalområdet på bare én uge. Det skriver Viborg Stifts Folkeblad. Det er hverken ulovligt at købe eller eje lattergas-patroner, så det er ikke dér, problemet ligger.

– Men det er problematisk, når man begynder at indtage det, ligesom når man sniffer deodorant eller lightergas, siger Jakob Lyngsø, der er ungevejleder i Viborg Kommune, til Viborg Stifts Folkeblad.

Newsbreak.dk har tidligere fortalt, hvordan én ud af syv unge i alderen 18-25 år har prøvet at bruge lattergaspatroner til beruselse. Det tal kom bag på Lektor og rusmiddelforsker Jakob Demant på Københavns Universitet, der for Ritzau kiggede på data for emnet.

– Det er vildt. Jeg er meget overrasket over, at det er så høje frekvenser.

– Vi ved fortsat meget lidt om, hvor meget de gør det, når de gør det. Men med de her tal er der i hvert fald en indikation af, at det her er begyndt at blive en udbredt adfærd blandt unge, sagde Jakob Demant dengang til Ritzau.

Hvorfor gør de det?

Lattergaspatroner er egentlig produceret som drivmiddel til flødeskumssifoner, men over de senere år er flere unge begyndt at inhalere gassen fra patronerne, som giver en heftig rus i 20-40 sekunder.

Gassen er i modsætning til lattergas hos tandlæger eller på fødegangene ikke iblandet ilt, og der er derfor risiko for kvælning, når gaspatronen inhaleres, fortæller chefkonsulent i Sundhedsstyrelsen Kari Grasaasen.

– Vi har to dødsfald fra henholdsvis 2016 og 2018, som vi knytter til lattergaspatroner. Og så ved vi, at det kan påvirke nogle nervebaner, som på længere sigt kan give nogle neurologiske komplikationer, siger hun.

Jakob Lyngsø siger til Viborg Stifts Folkeblad, at man fra SSPs side meget gerne ser, at forældre og andre bekymrede i lokalområdet tager problemet alvorligt.

 

x
Del din kommentar
Forsiden lige nu