Stadig intet spor: Nu sættes skibe og dykkere ind i eftersøgning efter drabssag

13. marts 2018 14:49 | Af: Matias Mortensen, mm@newsbreak.dk

Tirsdag gør politiet i samarbejde med Forsvaret endnu et forsøg på at finde den forsvundne Bent Ovesen, der formodes at have slået sin kone Aase Ovesen ihjel.

63-årige Bent Ovesen er ikke set siden 26. oktober sidste år, hvor hans kone, 61-årige Aase Ovesen, blev fundet myrdet i parrets fælles hjem i Kolding.

Politiets teori er, at Bent Ovesen dræbte sin kone, og at han efterfølgende er kørt i Lillebælt med sin bil. Men ind til videre har en omfattende eftersøgning og efterlysning efter både Bent Ovesen og bilen ikke givet noget resultat.

Tirsdag går Sydøstjyllands Politi igen i gang med en aktion for at forsøge at finde den forsvundne mand i Lillebælt. Det oplyser politikredsen i en pressemeddelelse. Eftersøgningen kan vare flere dage frem.

Politiet har fået mulighed for at få hjælp til eftersøgningen af to af søværnets skibe, såkaldte minerydningsdroner af type MSD og type MSF samt dykkerhold. Dermed kan man søge på dybt vand.

I weekenden den 24. og 25. februar foretog man en tilsvarende aktion. Her blev flere biler på bunden af Lillebælt undersøgt, men vicepolitiinspektør ved Sydøstjyllands Politi Frede Nissen oplyste til Newsbreak.dk, at man ikke var kommet nærmere en opklaring i sagen.

Det har hele tiden været planen at fortsætte med eftersøgningen, men Søværnets skibe har ikke været til rådighed igen før nu.

– Det er altså ikke nye oplysninger i sagen, der ligger til grund for tirsdagens søgning, men derimod muligheden for assistance fra Forsvaret, som er en uvurderlig hjælp i Sydøstjyllands Politis bestræbelser på at kunne endeligt afslutte denne sag, skriver Sydsøstjyllands Politi.

Politiet ønsker ikke at give yderligere oplysninger i sagen på nuværende tidspunkt.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu