ANNONCE

Stak butiksansat ned – anholdt kort efter

29. juli 2020 18:34 | Af: Jonathan Lykke Lilmoës, jl@newsbreak.dk

Et butikstyveri har udviklet sig voldsomt onsdag eftermiddag. Ansat får fem-seks centimeter dybt stiksår.

En ansat i en Rema 1000-forretning i Aalborg er kommet galt afsted, da vedkommende ville tilbageholde en butikstyv. Ifølge Newsbreak.dks oplysninger blev den butiksansatte pludselig stukket med en skarp genstand – formentlig en kniv – under tilbageholdelsen.

Vedkommende er kørt fra stedet i en ambulance med udrykning, og vagtchef Per Jørgensen fra Nordjyllands Politi kan onsdag aften fortælle, at den mandlige ansatte er kommet alvorligt til skade.

– Han har fået et fem-seks centimeter dybt stiksår i den ene side, og det er tæt på et af de vigtige organer, siger vagtchefen, der dog meddeler, at den ansatte ikke er i livsfare.

Forretningen ligger ved Blegkilde Allé på Danalien i Aalborg, og politiet kom hurtigt til stedet og satte afspærringsbånd op flere steder rundt om forretningen. Det viste sig at være en god idé. For butikstyveriet blev anmeldt klokken 15.37 af den siden forurettede, der blev stukket, mens han havde politiet i røret.

– Klokken 16.08 blev en mistænkt anholdt på sin bopæl i nærheden, siger vagtchefen. Den anholdte blev fundet af blandt andre sporhunde, men også vidneudsagn hjalp til. Ifølge Newsbreak.dks oplysninger blev manden anholdt i en lejlighed, der ligger ganske tæt på Rema-butikken.

Politiet beskriver manden som noget psykisk ustabil, hvorfor det endnu ikke har ladet sig gøre at afhøre ham.

ANNONCE

ANNONCE
Del din kommentar
Forsiden lige nu