Stangstiv dødsbilist dræbte 59-årig

28. maj 2019 17:09 | Af: Nicklas Skyum Clausen, nc@newsbreak.dk og Ritzau Info

En 23-årig mand er dømt for uagtsomt manddrab i forbindelse med en trafikulykke, hvor en 59-årig mand døde.

En 23-årig mand er ved Retten i Næstved tirsdag blevet idømt tre års fængsel for en trafikulykke på Sorøvej ved Dianalund i februar. En 59-årig mand mistede livet i ulykken.

Det skriver anklagemyndigheden på Twitter.

Han er blevet dømt for i alt syv forhold herunder uagtsomt manddrab og kørsel i påvirket tilstand, oplyser anklagerfuldmægtig Louise Fugl til Ritzau.

Ifølge avisen BT, der har læst anklageskriftet, var den 23-åriges promille over 2,0 – ligesom han var påvirket af hash.

Desuden førte han bilen, selv om han tidligere var blevet frakendt retten til at køre bil.

– Han har erkendt det meste. Det, der var en nægtelse, var sådan set, det man kalder en teknisk nægtelse, fordi han simpelthen ikke kunne huske, hvad der var sket op til ulykken, siger Louise Fugl.

Accepterer dommen

Den 23-årige valgte at modtage dommen. Foruden fængselsstraffen er han blevet frakendt førerretten i ti år.

Ulykken, der kostede en 59-årig mand livet, skete på Sorøvej ved Skellebjerg.

Der var tale om et frontalt sammenstød mellem to biler. Den 59-årige mand var fører af den ene bil – og var i øvrigt alene i bilen.

Tre personer – heriblandt den 23-årige – kom til skade i den modkørende bil, som i øvrigt var stjålet, hvilket han også blev dømt for.

Ifølge Louise Fugl er den 23-årige i forvejen kendt i retssystemet og er tidligere straffet for spirituskørsel, brugstyveri og vold.

– Det var selvfølgelig det, retten lagde vægt på i strafskærpende retning, siger hun.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu