ANNONCE

Statue af førstedamen er brændt ned

9. juli 2020 05:06 | Af: Jeppe Bjerre Trans, jt@newsbreak.dk og Ritzau Info

Ukendte gerningsmænd satte på USA's uafhængighedsdag ild til en statue af USA's førstedame nær hendes hjemby.

Statue af førstedamen er brændt ned
En statue af Melania Trump er blevet brændt ned i hendes hjemland Slovenien. DU KAN SE ET BILLEDE AF STATUEN I BUNDEN AF ARTIKLEN. (Photo by SAUL LOEB / AFP)

En træstatue af USA’s førstedame, Melania Trump, er blevet brændt ned i Slovenien nær hendes hjemby, Sevnica.

Det fortæller kunstneren bag statuen.

Ukendte gerningsmænd satte ild til statuen om natten 4. juli, mens amerikanerne fejrede USA’s uafhængighedsdag.

Den amerikanske kunstner Brad Downey, der bor i Berlin, fortæller, at han fik den ødelagte statue fjernet, umiddelbart efter at politiet havde informeret ham om episoden.

– Jeg vil vide, hvorfor de gjorde det, siger Brad Downey onsdag om de ukendte gerningsmænd.

Han havde håbet, at statuen ville skabe en dialog om den politiske situation i USA ved at sætte fokus på Melania Trumps status som en immigrant, der er gift med en præsident, som har svoret at reducere immigrationen til USA.

Donald Trump har de seneste uger lovet at slå hårdt ned på alle, der ødelægger eller vandaliserer historiske monumenter i USA.

Det har han gjort i kølvandet på de seneste måneders store protester mod raceulighed i landet.

Vil tale med gerningsmændene

Brad Downey siger, at han har indgivet en anmeldelse til politiet. Den amerikanske kunstner tilføjer, at han gerne vil interviewe gerningsmændene til en film frem mod hans kommende kunstudstilling i Slovenien, hvis de bliver fundet.

Slovensk politi har endnu ikke delt nogen detaljer om sagen, da efterforskningen stadig ikke er afsluttet.

Fakta

Donald Trump

* Navn: Donald John Trump.

* Alder: 74 år (født 14. juni 1946).

* Fødested: Queens, New York City, USA.

* Søn af: Frederick C. og Mary Macleod Trump.

* Nationalitet: Amerikansk.

* Politisk parti: Det Republikanske Parti.

* Civilstand: Gift med Melania Trump, som han har en søn sammen med. Han har desuden fire børn fra to tidligere ægteskaber.

* Uddannelse: Han har en bachelorgrad i økonomi fra University of Pennsylvania fra 1968.

* Karriere: Han begyndte allerede under sin uddannelse at arbejde for sin fars ejendomsfirma i sin fritid.

– 1971: Han overtog formelt virksomheden og omdøbte den senere til The Trump Organization. Hans fokus var i begyndelsen på projekter i New York, men firmaet fik senere aktiviteter adskillige steder i USA og i andre lande.

– 2015: Han annoncerede, at han vil gå efter at blive Republikanernes præsidentkandidat.

– 2016: Han blev formelt valgt som partiets kandidat i juli.

– 2016: Han blev valgt til USA’s præsident i november, som nummer 45 i rækken af amerikanske præsidenter.

* Andet: I 2004 deltog han for første gang i tv-showet “The Apprentice” (på dansk “Hyret eller Fyret”), hvor deltagerne konkurrerede om en ledende stilling i Trumps firma.

* Fritidsinteresser: Golf.

Kilder: Business Insider og Biography.com og Ritzau

Selvom træstatuens ansigt allerede før branden var hugget groft og uigenkendeligt, så var resten af figuren dekoreret med en malet lyseblå frakke, der skulle ligne den, som Melania Trump havde på, da Donald Trump blev taget i ed som USA’s præsident.

Førstedamens kontor i Washington D.C. har ikke udtalt sig om den nedbrændte statue.

I januar blev en stor træstatue af Donald Trump ligeledes brændt ned i den slovenske by Moravce øst for hovedstaden Ljubljana.

ANNONCE

x
Del din kommentar
Forsiden lige nu