ANNONCE

Stifter Lars Løkke et parti? Nu melder han ud

24. marts 2021 20:09 | Af: Newsbreak.dk

Den tidligere V-statsminister mener, at der er brug for et nyt parti, der skal overtage den brobyggerrolle, som De Radikale havde engang

Stifter Lars Løkke et parti? Nu melder han ud
Lars Løkke Rasmussen tror, at han stiller op til folketingsvalg med et nyt parti. Foto: Emil Helms/Ritzau Scanpix

Citathistorie: Jyllands-Posten.

Lars Løkke Rasmussen, statsminister ad to omgange og V-formand gennem 10 år, er så langt i sine overvejelser om at danne et nyt parti, at han nu taler åbent om, hvilken rolle sådan et parti vil skulle spille i dansk politik. Det skriver Jyllands-Posten.

– Jeg har en plan, men ikke en garanti for, at det bliver gennemført. Men jeg er rimelig målbevidst. Succeskriteriet er, at det skal være valgbart og have en appel på begge sider af midten, siger Lars Løkke Rasmussen og tilføjer, at et nyt parti skal kunne spille den rolle, som De Radikale har påberåbt sig:

– Det interessante er at have mandater, der gør, at man kan tippe til den ene eller den anden side.

Er begyndt at ansætte folk

Lars Løkke Rasmussen understreger, at han ikke er radikal, og at han vil stå for en stram og fair udlændingepolitik, men han advarer mod – en stadigt skrappere symbolpolitik, som han eksempelvis ser udspille sig i de aktuelle forhandlinger om skærpede regler for statsborgerskab.

Siden sit exit fra Venstre har Løkke brugt tiden som løsgænger på at drive et politisk netværk og mødested, som indtil videre har samlet omkring 15.000 mennesker. Han har to mand ansat i et sekretariat, og inden længe er også sekretariatslederen på plads.

– Den ansættelse betyder, at processen er irreversibel, fastslår han over for Jyllands-Posten.

Et nyt folketingsvalg skal afholdes senest grundlovsdag 2023 – eller om cirka ni kvartaler, som Løkke udtrykker det. Adspurgt, om danskerne vil kunne stemme på ham til den tid, svarer han:

– Det tror jeg. Men jeg ved det ikke.

Det har ikke været muligt at få en kommentar fra Venstre. De Radikale hilser Løkkes projekt velkommen.

– Det lyder til, at det er noget, vi kan samarbejde om, og som er bedre end de fire år, hvor han baserede værdipolitikken på Inger Støjberg og lod det køre med den yderste højrefløj, siger politisk ordfører Andreas Steenberg (R).

ANNONCE

ANNONCE
Del din kommentar
Forsiden lige nu