Stine Bosse vil gerne men må ikke betale gæld til det offentlige

16. december 2018 18:10 | Af: Ritzau Fokus

Erhvervskvinden Stine Bosse er en af de 485.000 danskere, der får nedskrevet gæld til det offentlige.

Stine Bosse vil gerne men må ikke betale gæld til det offentlige
Stine Bosse er forundret over, at hun har fået afskrevet gæld til det offentlige. (Arkivfoto) Foto: Asger Ladefoged/Scanpix

Erhvervskvinden Stine Bosse er en af de 485.000 danskere, der har fået brev om, at de har fået afskrevet gæld til det offentlige.

Det skriver Stine Bosse på Twitter, hvor hun fremviser et billede fra Gældsstyrelsen. I brevet står der, at hun har fået afskrevet 196,52 kroner.

– Ok. Det her er tosset. Jeg kan og vil betale! Samtidig skriver Gældsstyrelsen, at mine andre mindre poster består – anede ikke de fandtes – men intet om, hvordan jeg betaler, skriver hun.

Stine Bosse fortæller til BT, at hun har en gæld på over 3000 kroner til det offentlige, som hun ikke kendte til.

Det er ellers ifølge skattemyndighederne primært dagpengemodtagere, førtidspensionister og andre med lave indkomster, der slipper for at betale.

Den 57-årige Stine Bosse sidder blandt andet i bestyrelsen i den tyske forsikringsgigant Allianz og er bestyrelsesformand for Banknordik, Tele Greenland og Nunaoil.

Tidligere har hun blandt andet gennem otte år været administrerende direktør for forsikringsselskabet Tryg.

5,8 milliarder afskrevet

Den store gældsafskrivning til de 485.000 personer beløber sig til 5,8 milliarder kroner og følger en politisk beslutning fra sidste sommer, som hele Folketinget stod bag.

Begrundelsen har været, at det ville svært at kradse pengene ind, og at omkostningerne ved at gøre det ville overstige gældens reelle værdi.

For langt de fleste drejer det sig om mindre beløb. Ni ud af ti får eftergivet beløb på under 2000 kroner.

Det er poster som ubetalte togbøder, glemte licensregninger, uberettiget SU og anden gæld til det offentlige.

Den store gældsnedskrivning sker også som et led i det oprydningsarbejde, der skal få inddrivelse af den offentlige gæld tilbage på sporet.

Inddrivelsen har været ramt af dataproblemer og fejlopkrævninger de sidste tre år.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu