ANNONCE

Stjålne Shiva tilbage efter fire år

28. april 2021 22:57 | Af: Newsbreak.dk

En tilfældig anmeldelse fra en bekymret borger førte politiet frem til en hund, der havde været meldt savnet i flere år

Stjålne Shiva tilbage efter fire år
Michella Lindholm er blevet genforenet med hunden Siva efter fire år. - Foto: Privatfoto/

Citathistorie: TV2 Lorry

En hund, der forsvinder sporløst fra sin ejer, og dukker op igen fire år senere. Det lyder som som lidt af en solstrålehistorie.

Ikke desto mindre er det, hvad der er sket for 25-årige Michella Lindholm fra Nørrebro.

I sidste uge fik hun et opkald fra Københavns Vestegns Politi, hun aldrig havde turde drømme om at få.

Forsvandt ved Hovedbanegården

Først skal vi dog spole tiden tilbage til marts 2017, hvor Michellas stedfar var på tur med hendes hund Siva, en Staffordshire Bull Terrier. Ved Københavns Hovedbanegård forsvandt Siva dog fra stedfaren.

– Vi gik rundt nogle forskellige steder for at høre, om der var nogen, som havde set hende. Vi fik så at vide, at der var en junkie, som havde taget hende, fortæller Michella Lindholm til TV 2 Lorry.

Hun og familien fik flere forskellige adresser, hvor Siva muligvis kunne være, og de rendte derfor frem og tilbage i København – men uden held.

Ud over at melde Siva stjålet til politiet oprettede Michella en Facebook-side, hvor hun efterlyste den forsvundne hund, og der kom hurtigt flere henvendelser fra personer, som måske havde set Siva forskellige steder i byen.

– Min mor og jeg var rundt på flere forskellige adresser, hvor vi havde fået oplysninger om, at der var en hund som lignede Siva, fortæller Michella Lindholm.

Eftersøgningen stod på i flere måneder, men da der var gået omkring et år, mistede Michella langsomt håbet om at se sin hund igen.

– Man giver jo op til sidst, og tænker: “Vi finder hende aldrig”. Jeg havde det forfærdeligt, siger hun.

Situationen blev ikke nemmere af, at Michella også har søsteren til Siva, hvilket gjorde det svært at komme videre. Der manglede noget i hverdagen.

Shiva aldrig glemt

Michella tænkte på Siva hver eneste dag, og håbet om at finde hende var der stadig i løbet af årene. Men som tiden gik, svandt det mere og mere hos Michella. Folk hjalp ikke så meget til mere og det føltes som, at sagen var gået i glemmebogen hos politiet

Onsdag den 21. april fik Michella dog et uventet opkald fra netop politiet.

Københavns Vestegns Politi havde fået en anmeldelse om, at en hund var alene hjemme i en lejlighed i Brøndby – og havde været det længe. Anmelder frygtede, at hunden blev udsat for vanrøgt, og derfor sendte man en patrulje til stedet.

Kontaktede ejer

I lejligheden fandt de en Staffordshire Bull Terrier, som tydeligvis ikke havde det godt. Derfor blev den taget med og indbragt hos Dyreværnet, hvor hunden blev undersøgt og behandlet af en dyrlæge.

Da en af efterforskerne i politiets dyrevelfærdsgruppe kiggede lidt nærmere på sagen, kunne han se, at der var uregelmæssigheder i hundens registrering i Dansk Hunderegister. Derfor blev den senest registrerede ejer kontaktet – og det var hos Michella Lindholm at telefonen ringede.

– Først troede jeg, det var løgn. Det kunne jo ikke være rigtigt. Hun havde været væk i fire år. Sådan noget sker jo nærmest aldrig, siger Michella Lindholm.

Hun begyndte at græde, da hun fik beskeden, men var nødt til at få en beskrivelse af, hvordan hunden så ud, for at være helt sikker og turde tro på at Siva var dukket op igen.

Da Sivas identitet var endeligt fastslået, kunne hun komme og hente hende dagen efter.

– Jeg var på arbejde der, og sagde til min chef: “Jeg smutter, jeg skal hente Siva nu, hej hej”, fortæller Michella, der tog fri fra arbejde om fredagen for at være sammen med sin hjemvendte hund.

Ubegrundet frygt

Da hun skulle hente Siva, var hun dog lettere nervøs for, om hendes hund kunne genkende hende. Frygten viste sig dog at være ubegrundet.

– Det ville være det værste, hvis hun ikke kunne huske mig. Men da jeg siger hendes navn, kigger hun på mig med det samme og flyver hen imod mig, vælter vandskålen på vejen og alt muligt, siger Michella Lindholm.

Hjemvendt på Nørrebro igen har Siva det efter omstændighederne godt, selvom Michella godt kan mærke på hende, at hun ikke er blevet behandlet godt.

Ifølge Københavns Vestegns Politi arbejder de videre med sagen, både med anmeldelsen om overtrædelse af dyrevelfærdsloven og selv tyveriet.

ANNONCE

ANNONCE
Del din kommentar
Forsiden lige nu