ANNONCE

Dette kan give klækkelig kompensation på rejsen

27. januar 2020 22:43 | Af: Ritzau Fokus

Der er ikke entydige regler for hotelstjerner. Så tjek op på ordningen, hotellet benytter sig af, og hav dokumentation i baghånden, hvis du skal klage.

Ingen swimmingpool, mangelfuld morgenmad eller et tv, der ikke virker.

Hvis dit hotel ikke lever op til det, du er blevet lovet, kan du være i din gode ret til kompensation. Det kræver dog, at du har styr på – og kan dokumentere – hvad hotellet har stillet dig i udsigt.

Artiklen fortsætter under videoen

Senest har Pakkerejse-Ankenævnet afgjort, at en kvinde har ret til et nedslag på 3300 kroner i rejsens pris, fordi rejsebureauet ikke kunne bevise, at de havde oplyst om, at hotellet havde 3,5 stjerner, da hun købte rejsen.

Ifølge kvinden var hun blevet lovet et hotel med 4 stjerner, og det betød, at der manglede en række faciliteter.

Oplysninger skal udleveres på “varigt” medie

Og faktisk er det et lovkrav, at du får oplysninger om indkvarteringsstedets væsentligste kendetegn – som stjerner og faciliteter – ved bekræftelsen. Det skal ske på et varigt medium som eksempelvis en pdf-fil.

– Hvis man kigger på en rejse og falder for antallet af stjerner eller afstanden til stranden, så skal man sikre sig, at de ting står i en bekræftelsesmail, forklarer forbrugerjuridisk chef i Forbruger- og Konkurrencestyrelsen Susanne Aamann.

– Ellers skal man selv bede om at få det på skrift, for det vil være bevis efterfølgende, tilføjer hun.

En stjerne er ikke bare en stejrne

Men stjerner er heller ikke bare stjerner. Der er nemlig ikke et entydigt svar på, hvad stjernerne dækker over på tværs af lande og kontinenter.

– Stjernebegrebet kan være brugt ud fra forskellige præmisser. Man skal som forbruger have for øje, om det er inspektionsstjerner eller brugernes bedømmelser af deres oplevelse, siger Nadeem Wasi, som er medlemschef hos brancheorganisationen for hotel-, restaurant- og turisterhvervet, Horesta.

– Det er vigtigt, at folk forstår, hvad de vælger ud fra. Ellers er det ikke sikkert, at de kan klage, hvis det ikke lever op til forventningerne, uddyber han.

Fælles ordning

Danmark er ligesom 16 andre lande i Europa tilsluttet inspektionsordningen Hotelstars Union. Her er der fastlagte retningslinjer for, hvilke faciliteter og typer af service der udløser antallet af stjerner.

Én stjerne kræver eksempelvis, at der er udvidet morgenmad, mens der skal være morgenmadsbuffet for at få to stjerner.

Retningslinjerne revideres hvert fjerde år, og organisationen kontrollerer løbende, at hotellerne lever op til standarden.

Det er dog frivilligt, om hoteller i de pågældende lande vil tilslutte sig og betale for at være med i ordningen. Det er altså ikke en selvfølge på tværs af de 17 lande. I Danmark administreres ordningen af Horesta.

ANNONCE

ANNONCE
Del din kommentar
Forsiden lige nu