ANNONCE

Mister folkelig opbakning

11. februar 2021 06:26 | Af: Newsbreak.dk

Den folkelige opbakning til regeringens kamp mod ­corona er nedadgående. Det er uundgåeligt, når krisen trækker ud, mener eksperter

Mister folkelig opbakning
Statsminister Mette Frederiksen (S) har ikke længere samme opbakning fra danskerne. (Foto: Philip Davali/Scanpix)

(Citathistorie fra Kristeligt Dagblad)

I snart et år har den danske befolkning på statsminister Mette Frederiksens (S) opfordring stået ”sammen hver for sig”. En ny måling tyder dog på, at danskerne ikke længere står helt så tæt. Det skriver Kristeligt Dagblad.

Under nedlukningen i foråret 2020 mente 81 procent af befolkningen, at Mette Frederiksen har håndteret situationen med coronasmitte i Danmark ”godt” eller ”meget godt”. Det tal er nu faldet til 66 procent, viser en måling i perioden fra den 29. januar til den 2. februar 2021 fra analysebureauet Moos-Bjerre.

Samtidig er andelen af danskere, der mener, at håndteringen er ”dårlig” eller ”meget dårlig” vokset fra 7 procent til 19 procent, altså næsten hver femte.

Vi er trætte af det

Den faldende opbakning til Mette Frederiksens håndtering af coronasmitten kan være udtryk for en begyndende metaltræthed i befolkningen, vurderer valgforsker og professor ved institut for statskundskab på Københavns Universitet Kasper Møller Hansen.

– Det slider på en statsminister at være så meget i centrum. Og Mette Frederiksen har været rigtig meget i centrum, forklarer han.

– På et tidspunkt falder opbakningen, ligegyldigt hvor dygtig lederen er. Mette Frederiksen skal stå på mål for hele pakken, og så er kritikken uundgåelig. Det er den nødvendige politiks åg, siger valgforskeren, som understreger, at 66 procent stadig kan regnes for solid opbakning til regeringslederen.

Så det samme under krigen

Hvis man ser historisk på krisen, bør metaltrætheden ikke komme bag på nogen, fortæller Claus Bundgård Christensen, historiker ved Roskilde Universitet.

Som mangeårig forsker i besættelsestiden mener han nemlig, at nutidens folkestemning vækker mindelser om den under Anden Verdenskrig og i efterkrigstiden.

– Da tyskerne stod i landet, da Danmarks eksistens var direkte truet, var der massiv opbakning til den regulering, der fandt sted. De fleste kunne godt forstå, at det var vigtigt med rationeringerne for at undgå social skævhed i fordeling af fødevarer, og det var vigtigt at fordele kul og koks ligeligt, så alle kunne få varme. Men også dengang blev det sværere og sværere at holde fast, siger Claus Bundgård Christensen, der i samme åndedrag minder om, at Anden Verdenskrig var langt mere alvorlig – også i antallet af døde. Alligevel kan der drages paralleller.

ANNONCE

ANNONCE
Del din kommentar
Forsiden lige nu