Stoffer og smadrede biler endte med gæld

15. oktober 2019 13:09 | Af: Majken Munk Nielsen, mn@newsbreak.dk

Den 31-årige Jeanette har rod i økonomien, fordi hun i en rus har smadret butiksruder og biler. Nu skal Luksusfælden hjælpe hende.

31-årige Jeanettes fortid har sat sine spor på hendes økonomiske liv.

For blot ti år siden blev Jeanette afhængig af stoffer, og stofferne har nu lagt grund for voldsomme problemer i hendes pengepung.

Artiklen fortsætter efter videoen

Nu er hun blevet mor, og derfor vil hun – ligesom hun gjorde med stofmisbruget – gerne have styr på sit økonomiske liv.

Det skal eksperterne i Luksusfælden hjælpe hende med, hvis de kan.

Smadrede vinduer

Ikke nok med at Jeanettes misbrug kostede mange penge at vedligeholde, så har hun i en rus smadret en stribe butiksruder, som fortsat hænger over hovedet på hende til trods for, at hun har vinket farvel til sit misbrug.

– Jeg fik en psykose på et tidspunkt, hvor jeg smadrede ni butiksruder og tre biler. Det er egentlig der, gælden den stammer fra, siger hun i programmet.

Det er blandt andet noget af det, eksperterne skal kigge på. 351.000 kroners gæld er det, som eksperterne skal hjælpe hende med at afvikle.

Dyrt hjem

Og det er en gæld, der bare hober sig op.

For udover gælden fra fortiden, som den 31-årige Jeanette ikke afvikler på, så går hun meget op i, at hjemmet i Viby, hvor hun bor med sin datter, ser godt ud.

Her kan hun sagtens finde på at købe møbler på afbetaling. Men det er ikke det eneste, hun bruger penge på. Hun køber nemlig også tøj på afbetaling.

– Jeanette har gæld til 13 forskellige kreditorer. Hendes gæld består af ting købt på kredit og gæld til det offentlige. Hun har ikke kunnet betale sine kreditorer, og derfor er størstedelen af hendes gæld overdraget til inkasso, opsummerer Kenneth Hansen, der er ekspert i Luksusfælden, i programmet.

Virkeligheden rammer hende

Da eksperterne gennemgår hendes økonomi ved budgetbordet, bliver Jeanette ked af det.

Hun kan hurtigt se, at de 700 kroner, der nu ligger på gældsafvikling slet ikke er nok, når hendes gæld er noget nær 400.000 kroner. Et beløb hun slet ikke kan forstå, at hun står bag.

Men er hun villig til at opgive drømmen om at uddanne sig til Sosu-hjælper, sælge ud af sine møbler og leve som hun har råd til?

Det kan du se i Luksusfælden klokken 20.00 på TV 3 tirsdag.

x
Del din kommentar
Forsiden lige nu