Stor brand på bocenter: Så voldsomt ser det ud

22. juli 2018 20:24 | Af: Jonathan Lykke Lilmoës, jl@newsbreak.dk og Ritzau Fokus

Brand på bo- og behandlingstilbud for mennesker med psykiske problemer øst for Horsens udvikler kraftig røg.

Beboere fra OK-Centeret Enghaven i Søvind øst for Horsens er søndag aften blevet evakueret sammen med centerets personale. Det sker, efter at der er udbrudt en brand i en af centerets fløje.

Newsbreak.dk har forgæves forsøgt at få fat på Sydøstjyllands Politi. Det er imidlertid lykkedes Ritzau.

Flammerne tog til kort før klokken 19. En time senere kæmper beredskabet på stedet stadig med at få styr på ilden, fortæller Lars Grønlund, der er vagtchef ved Sydøstjyllands Politi.

– Der er umiddelbart ikke kendskab til personskader, påpeger vagtchefen.

OK-Centeret Enghaven er et bo- og behandlingstilbud for mennesker, der har psykiske problemer.

Ifølge vagtchefen bor der omkring 50 personer på stedet. Det er søndag aften endnu ikke muligt at sige, hvor meget af bygningen der er er gået ild i.

Beboerne og personalet er blevet samlet, så myndighederne er sikre på, at alle er kommet ud fra centeret.

Branden udvikler kraftig røg. Derfor anbefaler vagtchefen, at personer, der befinder sig i området søger væk fra røgfanen og lukker døre og vinduer.

Da branden ikke er slukket endnu (søndag klokken 20.19, red.), er det ifølge Lars Grønlund ikke muligt at sige noget om, hvordan den er startet.

Newsbreak.dk får at vide, at branden har fat i en stor del af bygningen, der hører til bocentret.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu