Stor brandbil stjålet i nat: Kørt ind i mur

5. april 2019 08:12 | Af: Uffe Dahl, newsbreak.dk - mail: redaktion@newsbreak.dk

En brandbil fra Falck-stationen i Grindsted blev i nat stjålet - den er tidligt fredag morgen fundet med fronten i en mur.

Falck-stationen i Grindsted har natten til fredag oplevet et noget besynderligt tyveri. En af stationens store brandbiler blev nemlig stjålet.

Det bekræfter vagtchef ved Sydøstjyllands Politi, Jesper Brian Jensen, over for Newsbreak.dk.

– Vi får anmeldelsen klokken 06.20, hvor Falck i Grindsted ringer og siger, at de mangler en af deres store brandbiler. Samtidig er der blevet begået hærværk inde i brandstationen, siger Jesper Brian Jensen.

Umiddelbart efter anmeldelsen bliver politiet kontaktet af en borger, der fortæller, at en stor brandbil er kørt ind i en mur ved Fakta i Grindsted. Både Falck-stationen og Fakta ligger i Vestergade.

– Det er selvfølgelig selv samme brandbil, der er meldt savnet, siger Jesper Brian Jensen.

Hvem der har stjålet brandbilen, har politiet endnu ikke et fuldt overblik over. Men tidligere natten til fredag anholdt politiet en 26-årig mand i Grindsted efter noget hærværk. Politiet er nu ved at undersøge om de to ting kan have en sammenhæng.

– Den 26-årige, der kommer fra Aabenraa-kanten, sidder stadig på politistationen i Vejle. Så nu skal vi have fundet ud af, om der er en sammenhæng, siger Jesper Brian Jensen.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu