Stor eftersøgning i gang: Mand savnet i dagevis

21. maj 2019 10:40 | Af: Jonathan Lykke Lilmoës, jl@newsbreak.dk

Eftersøgningen af den 51-årige Bo Overgaard er også onsdag i fuld gang. En tilfældighed giver større omfang.

Siden fredag har en forladt knallert stået ved færgelejet i Voer, hvor fra en færge sejler over Randers Fjord til Mellerup. En efterladt knallert er ikke nødvendigvis et særsyn, men netop denne knallert tilhører altså Bo Overgaard.

Den 51-årige mand har været forsvundet siden torsdag den 16. maj, hvor han sidst er set i Ørum Djurs. Knallerten blev ifølge vidner set på havnen første gang fredag. Den viden ledte mandag aften Østjyllands Politi til at iværksætte en eftersøgning i området.

Frygten er naturligvis, at den 51-årige mand, der har for vane at køre lange ture på sin knallert, er faldet i vandet. Bo bor i en støttebolig og får hjemmehjælp et par gange om ugen. Han plejer altid at lægge en seddel med sin destination.

Et godt tilfælde

Tirsdag formiddag oplyser Østjyllands Politi til Newsbreak.dk, at eftersøgningen omkring Voer Færgevej er blevet genoptaget. Hundepatruljer er blevet sendt til stedet i forsøget på at finde frem til, hvor Bo Overgaard er blevet af.

Desuden er Falck sendt på vandet for at lede efter den savnede mand, og det er altså lidt af en tilfældighed, at det lod sig gøre, fortæller Janni Lundager fra politiets kommunikationsafdeling til Newsbreak.dk.

– Lidt tilfældigt havde Falck planlagt at skulle træne derude i dag, så de er blevet spurgt om hjælp, siger hun.

Har du set ham?

Den 51-årige Bo færdes vidt og bredt på og omkring Djursland, og han er ofte iført en gul refleksvest, når han kører på scooter.

Bo Overgaard beskrives som:

– 51 år gammel
– 180 til 185 centimeter høj
– Kraftig af kropsbygning
– Har brunt, kort hår

Ved du noget om Bo, kontakt politiet på telefonnummer 114.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu