ANNONCE

Stor hash-aktion: 25 anholdt på Christiania

10. marts 2021 10:08 | Af: Maiken Krongaard, mk@newsbreak.dk

Politiet har anholdt 25 pushere, som har solgt masser af hash fra en corona-informationsstand

Der er fortsat godt gang i hashsalget på Christiania på trods af corona-nedlukning.

Onsdag morgen gennemførte Københavns Politi en koordineret aktion på Christiania, hvor 25 pushere blev anholdt og sigtet for organiseret hashsalg. Det oplyser politiet i en pressemeddelelse.

Mere end 8500 hashhandler har fundet sted siden januar, selv om der er indført et opholdsforbud.

– Salget er foregået fra det, der officielt har været en informationsstand med formål om at vejlede udefrakommende om, at Christiania holder lukket for offentligheden. Men efterforskningen har vist, at personerne i standen har foretaget mere end 8500 hashhandler fra januar til nu, lyder det fra politiinspektør Tommy Laursen i pressemeddelelsen.

Ledende bagmænd på Pusherstreet anholdt

Siden starten af året har Operativ specialafdeling (OSA) i Københavns Politi efterforsket en gruppe personer med tilknytning til den organiserede hashhandel i Pusher Street.

Det er OSA’s opfattelse, at flere af de anholdte er ledende bagmænd.

Alle anholdte er desuden christianitter i alderen 25-60 år. 23 af dem er mænd og to er kvinder.

Irriteret politiinspektør

Det irriterer politiinspektøren, at informationsstanden bliver misbrugt til hashsalg.

– Efter 30 år i politiet, hvor jeg har arbejdet med organiseret kriminalitet, er der ikke længere så meget, der kan overraske mig, fortæller Tommy Laursen til Newsbreak.dk og fortsætter:

– Men jeg bliver irriteret over, at det foregår. For mange af disse personer er ekstra udsatte i forhold til at blive ramt af corona,

19 christianitter fremstilles i grundlovsforhør onsdag fra klokken 12.00 med krav om varetægtsfængsling.

ANNONCE

ANNONCE
Del din kommentar
Forsiden lige nu