Stor mystik om flere politiaktioner

19. april 2019 06:29 | Af: Jonathan Lykke Lilmoës, jl@newsbreak.dk

Politikredse i Københavnsområdet har haft travlt torsdag. Uvist, om der er sammenhæng - og hvad der i øvrigt foregår.

Politiet har torsdag været talstærkt til stede ved to aktioner i Københavnsområdet på henholdsvis Nørrebro og i Herlev, bekræfter Københavns Vestegns Politi sent torsdag. Ekstra Bladet kan desuden berette om yderligere en politiaktion på Ramsingej i Valby.

Det er endnu uklart, præcis hvad aktionerne har rod i, men sikkert er det, at der alle tre steder har været teknikere fra politiet til stede. Ammunitionsrydderne fra EOD har ligeledes været alle tre steder. Derfor er det nærliggende, at tro, at også den tredje af aktionerne har været en del af den efterforskning af en sag om brandstiftelse, som Københavns Vestegns Politi torsdag aften i en pressemeddelelse oplyste om.

I den sag er to 20-årige mand blevet varetægtsfængslet i 21 dage. Det skete ved et grundlovsforhør ved Retten i Glostrup. De er begge under mistanke for natten til torsdag at have sat ild på en bus på Amager Strandvej og forsøg på ildspåsættelse på et ukendt sted på Københavns vestegn.

Voldsom brand

Newsbreak.dk omtalte busbranden torsdag morgen, hvor indsatsleder Lasse Vinterby fra Tårnby Brandvæsen kunne fortælle, at der var tale om en særdeles voldsom brand.

Bussen holdt parkeret på Amager Strandvej, der blandt andet er vejen fra København til Kastrup Lufthavn, da der pludselig udbrød brand i bagenden af den. Branden blev anmeldt klokken 01.25, og selv om brandfolkene rykkede ud med det samme, så var der ikke meget at redde.

– Lige da vi ankommer, springer det ene dæk, så der var godt gang i den. Sådan en bus er en stor belastning, så det tog faktisk rigtig lang tid at få styr på, sagde Vinterby.

I alt var Tårnby Brandvæsen på stedet i et par timer, hvor der også blev tid til oprydning efter brand og slukning. Newsbreak.dk forsøgte nogle gange torsdag morgen og formiddag uden held at kontakte Københavns Politi for kommentarer til brandårsagen.

Anholdt torsdag

Omtrent samtidig med, at Newsbreak forsøgte at få fat på politiet torsdag har der været en anholdelsesaktion af de to, der om aftenen blev fængslet, skriver vestegnens politi i sin pressemeddelelse.

“I løbet af eftermiddagen og aftenen ransages flere adresser i København og på Vestegnen i relation til sagen”, skriver Københavns Vestegns Politi også. Det fremgår desuden, at der ikke vil blive givet yderligere kommentarer til sagen for nuværende.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu