ANNONCE

Stor politiaktion efter drab

23. juli 2020 17:32 | Af: Nicklas Skyum Clausen, nc@newsbreak.dk

Østjyllands Politi er torsdag til stede i Gellerup i det vestlige Aarhus.

Kampklædt politi er torsdag til stede ved en lejlighed på Gudrunsvej i Gellerup i det vestlige Aarhus.

Det bekræfter politiinspektør hos Østjyllands Politi Michael Kjeldgaard over for Ekstra Bladet.

Det har ifølge politiinspektøren relation til et af de to drab, der onsdag blev begået i byen:

– Ja, det kan jeg også bekræfte, siger Michael Kjeldgaard til avisen.

Ingen sammenhæng mellem drab

Tidligere har politiet oplyst, at man ikke umiddelbart ser en sammenhæng mellem de to drab.

Det sagde politiinspektør Michael Kjeldgaard fra Østjyllands Politi på et pressemøde torsdag formiddag.

Otte personer er i den indledende fase af efterforskningen blevet anholdt af politiet, men politiinspektøren forventer, at de vil blive løsladt.

Michael Kjeldgaard lægger vægt på, at ofrene i de to sager ikke var tilfældige borgere.

– Borgerne kan være trygge, siger han.

I sagen onsdag aften fra en parkeringsplads ved Jydsk Væddeløbsbane blev en 25-årig mand ramt af skud. Han døde i ambulancen på vej til hospitalet.

I forbindelse med drabet ved en parkeringsplads ved Lenesvej i Brabrand døde en 42-årig mand af knivstik. To andre blev også stukket. Den ene er i kritisk tilstand, oplyser Michael Kjeldgaard.

ANNONCE

ANNONCE
Del din kommentar
Forsiden lige nu