Stor politiaktion: Mand stukket ned med kniv

9. maj 2019 19:52 | Af: Jonathan Lykke Lilmoës, jl@newsbreak.dk

Klokken 18.24 modtog politiet en anmeldelse om knivstik i Valby.

Københavns Politi er torsdag aften til stede ved Valby Station, efter at det klokken 18.24 modtog en anmeldelse om knivstikkeri. Det fortæller vagtchef ved Københavns Politi Lars Westerweel til Ritzau.

Over for Ekstra Bladet siger han ved 19.30-tiden, at en mand er blevet stukket, men at han er uden for livsfare.

En time efter anmeldelsen er politiet fortsat på stedet. Billeder fra stedet, som Newsbreak.dk har modtaget, viser, at der er iværksat en større afspærring i området.

– Vi er stadig derude. Vi har fået en anmeldelse om et knivstikkeri, og det er vi ved at undersøge, siger vagtchefen til Ritzau.

Både politi og ambulancer er rykket ud til det formodede gerningssted, oplyser Ritzaus journalist på stedet.

Lars Westerweel ønsker ikke at uddybe, hvem der anmeldte knivstikket. Han fortæller, at politiet er i kontakt med flere personer i forbindelse med sagen.

Han pointerer, at der ikke gælder nogen særlige forholdsregler for borgere, der befinder sig nær stationen, i forbindelse med politiets arbejde på stedet.

Newsbreak.dk følger sagen torsdag aften …

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu