ANNONCE

Stor smitte – højttalervogn opfordrer til test

18. marts 2021 15:24 | Af: Ritzau Fokus

Esbjerg Kommune har indsat en højttalervogn for at få borgere i et område til at lade sig teste

Stor smitte - højttalervogn opfordrer til test
Esbjerg Kommune opfordrer borgere til at lave sig teste via en højttalervogn, i Esbjerg torsdag 18. marts 2021. Foto: John Randeris/Scanpix

Esbjerg Kommune har torsdag indsat en højttalervogn i boligområdet Kvaglund. Det har kommunen valgt, fordi coronasmitten i området er stor.

Højttalervognen opfordrer på seks forskellige sprog beboerne til at lade sig teste, blandt andet arabisk, grønlandsk og bosnisk.

Coronasmittetallene er til at tage at føle på i Esbjerg Kommune.

Onsdag var der i kommunen en incidens på 205 coronasmittede per 100.000 indbyggere. Ser man isoleret på Jerne Sogn tæt på Kvaglund, så var incidenstallet onsdag på 1156, skriver TV Syd.

Også Esbjerg Gymnasium er påvirket af coronaudviklingen i kommunen.

Torsdag blev gymnasiet lukket midlertidigt på grund af smitten i området og for at forhindre yderligere smittespredning, skrev Styrelsen for Patientsikkerhed på Twitter.

Der har ikke været coronasmittede på gymnasiet. Men Esbjerg Gymnasium ligger mellem boligområderne Kvaglund og Stengårdsvej, hvor mange smittede er blevet registreret, skriver TV Syd.

Esbjerg Gymnasium nåede at holde åbent i tre dage, inden det torsdag må lukke indtil afslutningen på påsken 6. april.

ANNONCE

ANNONCE
Del din kommentar
Forsiden lige nu