ANNONCE

Stor succes: Dansk corona-vaccine på vej

13. juli 2020 14:12 | Af: Nicklas Skyum Clausen, nc@newsbreak.dk

En dansk vaccine mod coronavirus er på vej. Statens Serum Institut står bag.

Stor succes: Dansk corona-vaccine på vej
Vaccinekandidaten, som har fået navnet CoVAXIX, har indtil videre været en stor succes i forsøg med mus. Foto: Scanpix

Den har allerede været en stor succes på mus.

Nu skal vaccinekandidaten CoVAXIX, som Statens Serum Institut arbejder på, testes på aber – og måske kan den blive klar til afprøvning på mennesker allerede i 2020.

Der er nok at glæde sig over – det skriver Statens Serum Institut i en pressemeddelelse.

CoVAXIX er udviklet af SSI under ledelse af chefvirolog, professor og overlæge dr. med. Anders Fomsgaard.

Hans forskerhold har testet flere varianter og er landet på en såkaldt spike-baseret DNA til CoVAXIX. En type DNA-vaccine som flere andre lovende, internationale COVID-19 vaccineprojekter også har satset på.

Lovende resultater i forsøg med mus

Indtil videre har SSI’s vaccinekandidat klaret sig flot igennem forsøg med mus. Her har den fremkaldt antistoffer, der neutraliserer SARS-CoV-2 virus med samme eller større styrke end de fleste mennesker, der er immune efter en veloverstået COVID-19 infektion:

– Vaccinen fremkalder desuden celleimmunitet, der beskytter mod sygdom ved at eliminere virusinficerede celler. Det er meget ønskeligt for vacciner, men langt fra alle vacciner er i stand til det, lyder det fra Anders Fomsgaard. Han siger videre:

– Både neutraliserende antistoffer og celleimmunitet er vigtige for kroppens evne til at blokere og beskytte mod en fremtidig COVID-19 infektion. Og celleimmuniteten er afgørende for kroppens evne til at bremse virusproduktion og virusudskillelse, så man begrænser både COVID-19 sygdommen og gør, at man ikke smitter andre.

Sætter turbo på

Næste store trin i projektet på SSI er at prøve vaccinekandidaten i mennesker. Den proces er underlagt store krav om sikkerhed, og blandt andet derfor tager den lang tid. Med CoVAXIX har holdet bag vaccinen imidlertid forsøgt at nedbringe tiden:

– For at vinde tid ønsker vi at sætte gang i et abeforsøg nu, der kan vise, om aberne bliver beskyttet mod efterfølgende smitte med COVID-19 virus eller ej. Parallelt med det vil der blive produceret nok af CoVAXIX til både den indledende humane afprøvning i fase 1, som forventes at kunne starte sidst i efteråret 2020 eller i begyndelsen af 2021, og til den fortsatte fase-2 afprøvning, som der fortsat søges finansiering til, siger Anders Fomsgaard.

Meget sikker vaccineform

CoVAXIX er en såkaldt DNA-vaccine. Det vil sige, at den bruger en teknik, hvor menneskers immunsystem bliver gjort parate til at kæmpe mod virus, ved at udsætte det for en lille del af virus’ overflade uden resten af virus. Der er således intet smitsomt i vaccinen, og det gør denne type vaccine meget sikker.

– Immunsystemet reagerede på vores vaccine og gav immunitet over for den ønskede del af virus. Så vi fik både antistoffer, der neutraliserede virus, og celle-immunitet, som er vigtig hvis man senere skulle blive smittet med COVID-19 virus, siger Anders Fomsgaard.

– DNA-vacciner har gennem årene vist at være meget sikre. Og der bruges ingen tilsætningsstoffer. Vaccinen kan gives med sprøjte eller med ny nåle-fri og smertefri teknologi til huden, siger Anders Fomsgaard.

ANNONCE

ANNONCE
Del din kommentar
Forsiden lige nu