Mary på hemmeligt besøg: Besøger terrortruet land

28. november 2018 16:51 | Af: Ritzau Fokus

Ganske hemmeligt har den danske kronprinsesse i denne uge besøgt Kenya i Østafrika.

Kronprinsesse Mary er ikke bange for at lade sig iklæde traditionelle dragter og gevandter, når hun er på besøg rundt omkring i verden. Og det beviste hun endnu en gang, da hun i starten af ugen landede i Kenya.

Besøget har indtil nu været hemmeligholdt på grund af terrortruslen i landet.

I Kenya har hun sammen med udviklingsminister Ulla Tørnæs (V) besøgt Nairobis slumkvarterer og landets vildtreservater for at tale med en række kvinder, der alle er en del af projekter, som er lanceret af gruppen Women Deliver.

Under besøget takkede både ministeren og kronprinsessen for gæstfriheden og sagde ja til muligheden for at iføre sig de lokale klæder.

For kronprinsesse Mary betød det blandt andet et smukt pandebånd af perler og en gul og rød dragt, som hun fik uden på sin blå skjorte og sandfarvede bukser.

Women Deliver har fokus på kvinder og pigers rettigheder og sundhed, og det er noget, der står kronprinsessen nært.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu