Stort forbud på vej: Her må du snart ikke ryge

17. oktober 2019 04:32 | Af: Newsbreak.dk

Kampen mod rygning intensiveres i Aarhus. Det skal være slut med at ryge ved for eksempel biblioteker, boldbaner og legepladser.

Det kan meget vel snart være slut med at tænde en smøg på sidelinjen under datterens fodboldkamp.

I hvert fald hvis Aarhus Kommune kommer i hus med det rygeforbud på kommunens udearealer, som de nu har sendt i høring.

Rådmændene i Aarhus Kommune er kommet med forslag til, hvilke af de områder som de har råderet over, der skal være røgfri.

I 2013 indførte Aarhus Kommune rygeforbud for medarbejdere i arbejdstiden, og det er i forvejen ikke tilladt at ryge i nærheden af skoler eller daginstitutioner.

Men det foreslås nu at sætte skilte op ved disse institutioner, så det også er tydeligt uden for åbningstid, at man ikke må ryge.

Færre skal begynde at ryge

Aarhus Byråd ønsker at færre begynder at ryge, og at flere skal vælge et røgfrit liv. Deraf kommer forslaget, som indebærer al tobaksrygning, altså også vandpibe og e-cigaretter for eksempel.

Artiklen fortsætter under videoen

For første gang i mange år mange er antallet af unge, der begynder at ryge, steget.

– Det bliver vi nødt til at tage alvorligt, og derfor sender vi som byråd et signal om, at vi ønsker en røgfri kommune. Hvis vi hele tiden minder folk om, at her må de ikke ryge, så håber vi, at det kan få færre til at begynde, siger Peder Udengaard (S), byrådsmedlem i Aarhus Kommune, til TV2 ØSTJYLLAND.

Folk skal ‘nudges’, ikke straffes

I det forslag, der er sendt i høring, lægges der op til, at det er skilte med slogans som ‘Tak, fordi du ikke ryger her’, der skal gøre arbejdet.

– Vi har ikke taget endelig stilling til, hvordan forbuddet skal håndhæves endnu, men som kommune kan vi ikke sige til politiet, at de skal udskrive bøder. Så vi håber på, at vi med høflighed kan opfordre folk til ikke at ryge i de pågældende områder, siger Peder Udengaard (S), byrådsmedlem i Aarhus Kommune, til TV2 ØSTJYLLAND.

Strøget er fredet

Det var Dansk Folkeparti, der i første omgang tog forslaget om røgfri udearealer med i byrådet.

Dengang foreslog rådmand for Sundhed og Omsorg, Jette Skive (DF), at også busskure og gågader som Strøget skulle være røgfri.

Men kommunen har fundet ud af, at man ikke kan forbyde privatpersoner at ryge på offentlige veje og strande, samt i parker og skove, hvis man skal overholde vejloven og miljølovgivningen.

Anbefalet af eksperter

At udvide røgfrie områder er nævnt som et konkret forslag til, hvordan kommunerne kan bidrage til at forebygge rygning blandt børn og unge i en rapport fra Vidensråd for Forebyggelse.

En markant prisstigning på tobak er dog stadig den mest effektive indsats, hvis man vil undgå at børn og unge begynder at ryge.

Plejehjem er ikke i kommunens hænder

Man ønsker også at forbyde rygning ved plejehjem og ældreboliger, men fordi de kommunale plejehjem er selvstændige boligforeninger og dermed ejer nogle af udearealerne, så kan kommunen ikke bestemme, at der her skal være forbud mod at ryge.

Men kommunen er i dialog med plejehjemmene.

– Vi har allerede drøftelser med dem om, hvordan vi kan skabe røgfri arealer både ude og inde ved plejehjemmene og ældreboligerne, siger Christina Cording Christensen, sundhedsstrategisk konsulent i Sundhed og Omsorg, Aarhus Kommune, til TV2 ØSTJYLLAND.

x
Del din kommentar
Forsiden lige nu