ANNONCE

Stram Kurs-kaos: Forstærkning fra hele landet

29. august 2020 20:35 | Af: Jonathan Lykke Lilmoës, jl@newsbreak.dk og Ritzau Info

13 personer ventes sigtet for optøjer, der opstod i forbindelse med afbrænding af Koranen i Malmø fredag. Nu ventes nyt kaos lørdag.

Svensk politi har bedt om forstærkning efter omfattende uroligheder i Malmø natten til lørdag. Ifølge svenske medier opstod de, efter at medlemmer af Stram Kurs havde afbrændt Koranen fredag. Det foregik dog uden Rasmus Paludan. Læs mere om det længere nede.

Se video hos Local Eyes

– Vi har behov for ekstra ressourcer for at kunne klare en fortsat indsats, hvis det kommer til nye uroligheder lørdag aften, siger politiets pressetalsmand i Malmø, Calle Persson.

Omkring 300 deltog i nattens uroligheder, som fandt sted fra omkring klokken 19 fredag aften til over midnat. Under nattens uroligheder blev overdækkede busstoppesteder ødelagt, lygtepæle blev væltet og reklamesøjler blev smadret.

– Vi er ved at efterforske voldelige optøjer, vold mod tjenestemænd i funktion, hærværk mod politibiler samt en snes brande forskellige steder, siger Patric Fors, som er politiets talsperson i regionen.

13 personer ventes sigtet for optøjer, fem af dem blev anholdt tidligt lørdag. Yderligere en halv snes personer blev tilbageholdt. Midt på dagen lørdag var alle tilbageholdte sat på fri fod. Flere politifolk blev lettere såret under aftenens og natten uroligheder.

Anmodning om forstærkninger gælder en omfordeling af ressourcer i politiregionen og på nationalt plan. Det gælder blandt andet køretøjer, da en del politibiler er blevet ødelagt af stenkast og fyrværkeri, som blev affyret mod bilerne.

Danskere brændte koranen

Protestaktionerne og optøjerne opstod fredag efter voldsomme uroligheder i forbindelse med en koranafbrænding i boligkvarteret Rosengården i Malmø.

– Ingen privatpersoner er kommet til skade. Men i politistyrken er nogle kommet lettere til skade, sagde Patric Fors tidligere til Kvällsposten.

Ifølge det svenske nyhedsbureau TT var det medlemmer af det danske parti Stram Kurs, der havde brændt Koranen af. Ifølge tv-stationen SVT’s journalister på stedet var mange af de forsamlede oprørte over afbrændingen af Koranen. Afbrændingen fandt sted i industriområdet Emilstorp i nærheden af Rosengården, skriver TT.

Demonstrationen var planlagt af Stram Kurs og den svenske gadekunstner Dan Park, som tidligere er blevet idømt fire måneders fængsel i Sverige for hetz mod folkegrupper og flere tilfælde af ærekrænkelse. Rasmus Paludans demonstrationer har flere gange ført til uroligheder i Danmark.

I juni blev en 52-årig mand skudt af politiet, da han under en Stram Kurs-demonstration ved Gellerupparken i Aarhus trængte gennem politiets afspærring og viftede med en kniv uden at adlyde politiets ordrer om at lægge våbnet fra sig.

Indrejseforbud

Leder af netop partiet Stram Kurs, Rasmus Paludan, har fået to års indrejseforbud til Sverige. Det skrev flere medier allerede fredag. Det skyldes, vurderer myndighederne, at der er en risiko for, at han begår kriminalitet.

Paludan, der tidligere er dømt for racisme i Danmark, var på vej ind i Sverige for at deltage i den planlagte demonstration, da han blev mødt af et stort antal politibetjente, der overrakte ham beskeden ved betalingsstationen Lernacken. Indrejseforbuddet er givet til Paludan på grund af det, han har skrevet og sagt, fortalte Calle Persson fra politiet i Malmø til TV-stationen SVT.

– Vi har vurderet, at der findes en stor risiko for fremtidig kriminalitet fra hans side i Sverige, siger han til mediet.

Paludan har mulighed for at klage til Migrationsverket i Sverige. Og det agter han at gøre, skriver Politiken.

– Jeg har en familie i Sverige. Min far bor i Helsingborg. Jeg forstår ikke denne beslutning, siger han til avisen.

Samtidig siger han til SVT, at han ikke udgør nogen trussel.

– Jeg tror, at det er dem, der reagerer på, hvad jeg gør, der udgør en trussel, siger Paludan.

Ifølge Politiken besluttede Malmøs politi onsdag at forbyde Rasmus Paludan at afholde en planlagt demonstration mod Islam, men Paludan valgte at trodse forbuddet fredag, skriver avisen. Han kørte over Øresund i en bil med fire venner efterfulgt af en bil med personlige vagter.

Da bilen ankom til Lernacken gav politiet ham beskeden om udvisning og indrejseforbud på to år. Afgørelsen var underskrevet af Malmøs politichef, Mathias Sigfridsson, skriver Politiken. Demonstrationen blev holdt alligevel.

ANNONCE

ANNONCE
Del din kommentar
Forsiden lige nu