Strandvejsvilla til seks millioner brænder ned til grunden

6. februar 2017 21:06 | Af: Jonathan Lykke Lilmoës, jl@newsbreak.dk

Den villa i Humlebæk, der udbrød brand i mandag eftermiddag, er til salg for over seks millioner kroner.

Del:

Branden raserer stadig den to-etagers villa fra 1777, efter der gik ild i det gamle fiskerhus på Gl. Strandvej i Humlebæk ved 15-tiden mandag.

Der er tale om en kontrolleret nedbrænding, fordi brandvæsenet ikke kunne håndtere slukningen af taget, der er stråtækt. Således udbrænder det gamle hus fuldstændig, oplyste vagtchef Dan Houtved ved Nordsjællands Politi til Newsbreak.dk.

Villaen har i de seneste 499 dage været til salg. Prisen er aktuelt over 6,2 millioner kroner for det charmerende hus på i alt 180 kvadratmeter, der er blevet flammernes offer i løbet af mandag.

Kunne ikke slukke ilden

Branden bredte sig hurtigt til det stråtækte tag. Ved ankomst vurderede brandvæsenet, at det ikke kunne slukke branden på traditionel manér, sagde vagtchefen kort efter, han var blevet briefet af sin indsatsleder på stedet.

Måden, den kontrollerede nedbrænding sker på, er ved, at en entreprenørmaskine mandag aften er ved at rage taget ned til siden, således at brandfolkene kan få slukket ilden.

– Det brænder meget voldsomt. Huset er allerede udbrændt. Stråtækt tag er upraktisk, når der udbryder brand, siger Houtved.

Tager hele aftenen

Branden blev anmeldt via alarmcentralens telefonnummer 112 klokken 14.56, og politi og brandvæsen rykkede hurtigt ud.

Den kraftige brand vurderes til at være så voldsom, at det vil tage lang tid at få den helt slukket, siger vagtchefen ved politiet.

– Rent skønsmæssigt vil jeg mene, at indsatsen er færdig sidst på aftenen eller først på natten, fortæller han Newsbreak.dk.

For nuværende er der ingen oplysninger om årsagen til branden.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu