ANNONCE

Ny streamingtjeneste indtager Danmark

25. marts 2021 10:06 | Af: Ritzau Fokus

Samlet pakkeløsning med alle streamingtjenester på én platform ligger ifølge analytiker ikke i kortene.

De seneste år er udbuddet af underholdning gået i vejret med et hav af forskellige streamingtjenester og tv-pakker.

Torsdag bliver der føjet endnu en mulighed til listen, når streamingtjenesten Paramount+ bliver lanceret i Danmark.

Den er ejet af den amerikanske mediegigant ViacomCBS.

Og den nye streamingtjeneste vil af nogen kendes fra filmselskabet af samme navn, der har rødder i Hollywood.

Storfilm på programmet

I kataloget vil der være kendte filmtitler som “Godfather”, “Indiana Jones” og “Mission Impossible”.

Blandt kendte serier er “Twin Peaks” og “Dexter”, og for børn vil der være serier som “Svampebob Firkant” og “Paw Patrol”.

Derudover er en af de store titler på programmet den kommende dramaserie om amerikanske præsidentfruer, “The First Lady”, som den danske instruktør Susanne Bier står bag.

Billigere end konkurrenter

Med en pris på 59 kroner om måneden vil den nye tjeneste appellere til en del danske seere, selv om nogen har nået deres maksimum for, hvor mange tjenester de vil betale for på én gang.

Det vurderer Rasmus Larsen, der er redaktør på Flatpanels.dk, som følger udviklingen i tv og streaming tæt.

– De går ud med velkendt og solidt Hollywood-indhold med kendte serier og film, som mange seere kender til på den ene eller anden måde.

– Samtidig er prisen relativ lav og til at komme til, og derfor vil en del nok prøve at snuse til den nye tjeneste, siger han.

Pakkeløsning ikke på vej

Som seer kunne mange efterhånden ønske sig en pakkeløsning, hvor alle de mange streamingtjenester og tv-kanaler bliver samlet, som man kender det fra musikkens verden med Spotify.

Ifølge medieanalytiker Claus Bülow, der er rådgiver i mediebranchen, ligger den model ikke lige for.

– Udviklingen går den stik modsatte vej i øjeblikket. Der er så mange penge i selv at distribuere sit indhold og nå hele kloden via sin egen streamingtjeneste, siger Claus Bülow.

På lang sigt kan store techgiganter som Apple, Google og Amazon være bud på aktører, der formår at samle alle streamingtjenesterne under en paraply, vurderer han.

– Men det vil sandsynligvis være efter en model, hvor man stadig skal ind og betale enkeltvis for hver streamingtjeneste, siger Claus Bülow.

I første omgang vil Paramount+ ikke være tilgængelig som en app, som man kender det fra Netflix eller HBO Nordic.

Paramount+ har aftaler med Apple TV, YouSee, YouTV og Allente – en fusion af Viasat/Canal Digital, hvorfra man vil kunne tilgå tjenesten. I løbet af april lanceres en selvstændig app.

ANNONCE

ANNONCE
Del din kommentar
Forsiden lige nu