ANNONCE

Stor smittestigning

5. oktober 2020 07:00 | Af: Uffe Dahl, newsbreak.dk - mail: redaktion@newsbreak.dk og Ritzau Info

Søndag har Storbritannien registreret knap 23.000 nye smittetilfælde, hvilket er knap 10.000 flere end lørdag.

Stor smittestigning
Premierminister Boris Johnson ankommer til tv-stationen BBC søndag for at give et interview, hvor han blandt andet siger, at Storbritannien går en "meget hård vinter" i møde. Foto: Justin Tallis/AFP

Storbritannien har søndag passeret over en halv million smittede med coronavirus.

Det viser tal fra sundhedsmyndighederne i Storbritannien, der er den nation i Europa, der i øjeblikket er hårdest ramt af coronapandemien.

Det seneste døgn har Storbritannien registreret knap 23.000 nye smittetilfælde, hvilket er knap 10.000 flere end lørdagens smittetal.

Sundhedsmyndighederne forklarer, at en teknisk fejl er årsag til den store stigning.

På sundhedsmyndighedernes hjemmeside står der, at der er blevet opdaget et problem med den automatiske opdatering af statistikkerne fredag, som søndag er blevet løst.

I alt er 15.841 coronatilfælde fra perioden 25. september til 2. oktober føjet til statistikken søndag.

Siden pandemiens begyndelsen er 502.978 tilfælde blevet bekræftet, og mere end 42.000 coronapatienter har mistet livet i Storbritannien.

Meget hård vinter

I et interview med BBC søndag sagde premierminister Boris Johnson, at landet står over for en “meget hård vinter” i kampen mod coronavirusset, men at der er håb om, at situationen kan blive bedre til jul.

I mellemtiden er de britiske sundhedsmyndigheder i færd med at udvikle et vaccineprogram, der har til formål at prioritere ældre og arbejdstagere, der er i risiko for coronasmitte.

– Der vil ikke være nogen vacciner til personer under 18 år, siger talsmand for vaccineprogrammet Kate Bingham til Financial Times.

– Det er en vaccine, der kun er beregnet til voksne og mennesker over 50 år med fokus på sundheds- og plejehjemspersonale og udsatte.

Den britiske regering har allerede forudbestilt titusindvis af vaccinedoser fra forskellige medicinalvirksomheder.

Ni kandidater til en vaccine er i øjeblikket i de afsluttende faser af de kliniske forsøg. Det vides ikke, hvornår en vaccine vil kunne blive bredt rullet ud.

Fakta

Hold virusset væk

Sådan undgår du at blive smittet med coronavirus Covid-19:

– Vask dine hænder tit, eller brug håndsprit.

– Host eller nys i dit ærme – ikke dine hænder.

– Begræns den fysiske kontakt, og undgå håndtryk, kindkys og kram.

– Vær opmærksom på rengøring – både hjemme og på arbejdspladsen.

– Hvis du er ældre eller kronisk syg, så hold afstand, og bed andre tage hensyn.

Kilde: Sundhedsstyrelsen.

ANNONCE

ANNONCE
Del din kommentar
Forsiden lige nu