ANNONCE

Corona-studie: Rammer mænd på særlig måde

29. januar 2021 07:09 | Af: Jeppe Bjerre Trans, jt@newsbreak.dk og Ritzau Info

Sædceller kan tage skade af covid-19, hvilket kan medføre nedsat fertilitet, konkluderer forskere

Covid-19 kan forringe sædkvaliteten og reducere fertiliteten hos mænd.

Det viser et nyt studie.

Virussygdommen, der hidtil har kostet næsten 2,2 millioner mennesker livet verden over, kan forårsage øget sædcelledød, betændelse og såkaldt oxidativ stress.

Det konkluderer forskere fredag i tidsskriftet Reproduction.

– Disse fund giver os det første eksperimentelle bevis for, at det mandlige reproduktive system kan blive beskadiget af covid-19, konkluderer forskerne.

Eksperter, som har kommenteret forskningen, siger dog, at virussets evne til at reducere fertiliteten hos mænd fortsat mangler at blive påvist.

Covid-19 forårsager luftvejssygdomme, især hos ældre og svækkede personer.

Siden virusset blev opdaget i det centrale Kina i slutningen af 2019, har verden bekræftet flere end 100 millioner smittetilfælde.

Sygdommen overføres via luftvejene og angriber lungerne, nyrerne, tarmene og hjertet.

Kan ramme sædkvalitet

Tidligere undersøgelser har vist, at covid-19 også kan inficere de mandlige reproduktive organer, forringe sædcelleudviklingen og forstyrre de reproduktive hormoner.

De samme receptorer, som virusset bruger til at få adgang til lungevæv, findes også i testiklerne.

Men virussets indvirkning på mænds evne til at reproducere er altså fortsat uklar.

Behzad Hajizadeh Maleki og Bakhtyar Tartibian fra Justus Liebig-Universitetet i tyske Giessen har søgt efter biologiske markører, som muligvis kan indikere en negativ indvirkning på fertiliteten.

Analyser udført hver tiende dag i 60 dage blandt 84 mænd med covid-19 blev sammenlignet med data fra 105 raske mænd.

Hos covid-19-patienterne viste sædcellerne en betydelig stigning i markører for inflammation og oxidativ stress, som er en kemisk ubalance, der kan skade dna og proteiner i kroppen.

– Disse indvirkninger på sædcellerne er forbundet med en ringere sædkvalitet og nedsat fertilitetspotentiale, udtaler Behzad Hajizadeh Maleki i en erklæring.

– Selv om disse indvirkninger havde en tendens til at blive bedre over tid, forblev de betydeligt og unormalt højere hos covid-19-patienterne.

Klik igennem galleriet ovenfor og se, hvad man selv kan gøre for at forbedre sædkvaliteten.

Fakta

Ti gode råd til en fysisk mere aktiv arbejdsdag

Et nyt studie viser større effekt hos fysisk inaktive af at rejse sig og sætte sig mange gange dagligt end at af gå en tur.

Her er ti gode råd, der kan gøre en almindelig arbejdsdag mere fysisk aktiv for de fleste:

* Vend og drej dig på kontorstolen.

* Hæv skrivebordet inden frokostpausen, og inden du går hjem.

* Gå en kort tur på fem-ti minutter i frokostpausen.

* Hent én kop kaffe ad gangen i stedet for en hel kande.

* Hold walk-and-talk-møder.

* Gå hen til kollegaen i stedet for at ringe eller sende en mail.

* Stå op til foredrag og præsentationer bagest i lokalet.

* Stå op så meget som muligt i løbet af dagen ved det hæve-sænkebord, som danske arbejdspladser er velforsynede med.

* Hæv bordet hver gang du har telefonsamtaler.

* Lav konkurrencer om hvem der står mest op på kontoret.

Kilde: Statens Institut for Folkesundhed og Mikael Schneider: “Op af stolen. Gode råd til at undgå stillesidning.”

ANNONCE

ANNONCE
Del din kommentar
Forsiden lige nu