ANNONCE
En 19-årig mand er indlagt i kritisk tilstand, efter han fredag eftermiddag blev stukket flere gange med kniv ved en tankstation i Odder.
Den formodede gerningsmand, en 51-årig mand, blev kort efter anholdt.
Det oplyser Østjyllands Politi i en pressemeddelelse.
Østjyllands Politi fik klokken 14.13 en anmeldelse om knivstikkeriet, der fandt sted på en tankstation på Banegårdsgade i Odder.
Efter at have stukket den 19-årige flere gange forskellige steder på kroppen, stak gerningsmanden af fra stedet.
Politiet kom hurtigt på sporet af den 51-årige mand, som blev anholdt på en adresse i nærheden en times tid efter anmeldelsen.
Han er nu sigtet for forsøg på manddrab og bliver fremstillet i grundlovsforhør lørdag.
Politiets foreløbige efterforskning viser, at overfaldet skyldes nogle interne uoverensstemmelser mellem de to mænd, der begge er fra lokalområdet.
Den 19-årige er på nuværende tidspunkt i livsfare, og hans pårørende er underrettet.
“Af hensyn til den videre efterforskning ønsker Østjyllands Politi på nuværende tidspunkt ikke at give flere detaljer om episoden i Odder”, står der i pressemeddelelsen.
ANNONCE